Kristian Madsen: Daddy Vanopslagh er ved at positionere sig som blå bloks brobygger

DSC02681_redigeret_bg
Kristian Madsen, chefredaktør for A4 Medier. Foto: A4 Medier
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Alex Vanopslagh er klogt ved at bygge et konservativt folkeparti, der ligner det bedste bud på brobygger i det borgerlige Danmark.

DET OPSIGTSVÆKKENDE ved Liberal Alliances triumf ved sidste uges skolevalg, hvor 70.000 skoleelever deltog, var ikke blot, at partiet med 30 procent af stemmerne blev næsten dobbelt så stort som socialdemokraterne på andenpladsen.

Det mest imponerende var den geografiske entydighed. Hele danmarkskortet blev farvet lyseblåt. Venstres traditionelle jyske højborge er for længst indtaget og brændt ned, men LA blev også klart størst i blodrøde bastioner som Bornholm, Lolland-Falster og Nordjylland.

Det er ikke længere blot bag dun-vestene på Rungsted Havn, at hjertet banker for Alex Vanopslagh.

Mere end Daddy Vanopslagh

Naturligvis spiller hele Daddy Vanopslagh-effekten ind hos de unge, ligesom LA’s fantasifulde forslag om at fjerne al skat for alle under 18 år af åbenlyse årsager er populær på landets skoler.

Men kernen af LA’s appel, der også afspejles i de eksploderende meningsmålinger blandt de rigtige vælgere, er, at LA har forladt privatisér-hele-verden-attituden og identiteten som klassens frække liberale stemme, som lagde et loft på vælgerpotentialet.

Man kan gå endnu videre: Liberal Alliance er ikke længere et liberalt parti - i hvert fald ikke i europæisk forstand. Forleden erklærede partiet, at man vil tilslutte sig den konservative EPP-gruppe, hvis det lykkes at blive valgt til Europa-Parlamentet til sommer.

Partiet er i valgforbund med De Konservative over for de tre medlemmer af den liberale EU-gruppe, Renew Europe, Venstre, Moderaterne og De Radikale.

Et konservativt folkeparti

Et af særkenderne ved dansk politik er, at vi - bortset fra årene med Poul Schlüter (K) - aldrig har haft et stort konservativt parti i den europæiske kristendemokratiske tradition som CDU i Tyskland eller Moderaterna i Sverige. 

Nu er Vanopslagh i det stille ved at bygge, det vi hidtil kun har haft af navn i dansk politik: et konservativt folkeparti. Forudsætningen for at være et folkeparti er, at man kan rumme flere strømninger, der ikke er helt indbyrdes enige. Det rum er Vanopslagh ved at skabe, så man både kan være med i konkurrencen om nationalkonservative vælgere og storbyliberale. Vanopslagh har samlet dun-vestene og danmarksdemokrater in-spe.

Vanopslaghs konservatisme lægger sig mere i den amerikanske tradition fra Ronald Reagan, hvor højreorienteret værdi- og familiepolitik bor dør om dør med markedsideologi i den økonomiske politik. En tænkning, der i moderne kontekst blandt andet repræsenteres af Jordan Peterson og i sin mest radikale udgave af Andrew Tate, og som har enorm appel til især yngre mænd.

På de indre linjer foretager Vanopslagh mange kloge træk. I stedet for frådende liberale angreb på Venstre eller SVM-regeringen, sukker han opgivende over den “modløse” regering. Han har, blandt andet med ansættelsen af den tidligere Berlingske-kommentator Mikkel Andersson fået en intern stemme, der er værdipolitisk kriger, snarere end tradtionelt liberalistik.

Jesus giver håb

Hele tiden er der små træk i konservativ retning i det af navn liberale parti. Optagelsen af Pernille Vermund var et klart signal om partiets værdipolitiske kurs. Det samme gælder aflysningen af EU-modstanden, der var programsat på baggrund af partiets finansielle grundlæggers intense EU-modstand dirigeret fra Schweiz.

På det mere personlige plan, bør man bemærke partilederens forvandling. Dels den sigende titel på hans bog 'Vejen til ansvar', der besynger en lang række konservative dyder. Og måske endnu mere klart i Vanopslaghs mere og mere eksplicitte udtalelser om hans nyfundne forhold til kirke og kristendom: Jesus giver håb.

Vanopslagh er den eneste, der har en reel mulighed for at bringe den samspilsramte borgerlige blok i orden og måske endda række ud til De Radikale, som stadig leder efter en vej ud af den røde straffeboks.

I mange år har man kunnet underholde udlændinge om, hvordan Venstre er vores store højreparti og De Radikale ligger på midten. Nu bliver sprogforbistringen øget med et konservativt folkeparti, der hedder Liberal Alliance.