Madsen: - Der er ikke nogen, der sender takkekort til Mette Frederiksen lige nu

20211103-233553-L-1920x1279we
Efter onsdagens pressemøde står Mette Frederiksen "stærkere, men ikke stærkt", vurderer Kristian Madsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Med under to uger til kommunal- og regionsvalget kunne timingen for "Mette Frederiksens største krise" ikke være meget dårligere.

Igen i denne uge er det regeringens og især statsministerens slettede sms'er i minkskandalen, der har fyldt mest i den politiske journalistik.

Og selvom A4's chefredaktør, Kristian Madsen, fortsat mener, at Mette Frederiksen er på parlamentarisk sikker grund, så er der ingen tvivl om, at den fortsatte kritik skader partiet.

- Det her er virkelig noget, der kan påvirke Mette Frederiksens status hos vælgerne. Det er et drama uden lige, der har udviklet sig til den største krise, hun har været i hidtil, siger han i den seneste udgave af den politiske podcast 'Madsen & Reimer Bo'.

Ingen takkekort fra borgmesterkandidaterne

Og det er ikke kun på Slotsholmen, at krisen gør ondt. Med bare 11 dage til et kommunal- og regionsvalg, der på forhånd lignede et triumftog for liste A, er det mildest talt uheldigt, at regeringspartiet vælter rundt i atter et minkbaseret morads.

- I første omgang vil det stadig være lokale spørgsmål, der afgør valgene, men der er ikke nogen borgmestre, der sender Mette Frederiksen takkekort lige nu, fastslår Kristian Madsen.

LÆS OGSÅ: Analyse: Statsministeren reddede sig ud af sms-storm med pressemøde

Ikke mindst i landets største kommune, hvis rådhus befinder sig blot 1.500 velvoksne minklængder fra Statsministeriets magtfulde korridorer, giver partiets faldende popularitet panderynker i den lokale S-afdeling.

- Sophie Hæstorp havde jo regnet med at gå til valg med 30 procent støtte til partiet nationalt i ryggen. Nu bliver det måske 25, hvis de er heldige, vurderer Kristian Madsen.

Han tror dog stadig ikke på, at Hæstorps skæbnebestemte opstigning til overborgmesterstolen kan komme i fare. Ikke mindst, fordi de blå partier vil hjælpe hende til det for at holde Enhedslisten fra fadet.

- Det er godt nok en tam kampagne fra de borgerlige, der helt har opgivet tanken om en overborgmesterpost og i stedet spiller rent ind i socialdemokraternes dagsorden. De kunne have kørt en effektiv kampagne mod Hæstorp med tabte 112-opkald, 1813 og sundhedsplatformen, men de slår sig til tåls med at støtte S i en slags præsidentvalg mod Enhedslisten, lyder det fra chefredaktøren.

Politisk pinlige afsløringer på vej

Det er i sagens natur vanskeligt at lave generelle forudsigelser om udfaldet af et kommunalvalg, hvor finurlige konstitueringer kan resultere i uventede magtfordelinger. Men trods uforudsigeligheden og bjørnetjenesten fra regeringskontorerne, tør Kristian Madsen godt garantere en solid valgdag for Frederiksens tropper.

LÆS OGSÅ: Madsens lov om politik viser sig i slettede sms'er

- De kommer til at vinde København, Aarhus, Odense og Aalborg, og de bliver formentlig det største borgmesterparti. Det bliver ikke nogen katastrofe, men det man kan sige er, at i den nuværende situation kommer Mette Frederiksen nok ikke ligefrem til at redde nogen borgmestre, siger han.

Men uagtet, hvor stor effekten af de slettede sms'er bliver på næste tirsdag, så er sagen langt fra lagt i sin boblende grav for statsministeren, der kan se frem til endnu mere bøvl med afsløringer fra inderkredsen.

- Jeg er sikker på, der ligger noget i de her sms'er, der er politisk pinligt. Der er nok næppe en rygende pistol, men minkkommissionen kommer til at sikre, at der her cirkus mindst kommer til at køre året ud. Indtil videre har vi set, at der er et politisk frisprog i de her sms'er, så det kan vi godt se frem til mere af, spår Kristian Madsen.

Du kan høre podcasten 'Madsen & Reimer Bo' hver uge på Spotify, og Apple Podcasts.

GDPR