Madsen: - Det står mere og mere klart, at Mette F ikke er i stand til at skifte gear
I skal bare yde noget ekstra og leve med det, og i øvrigt skal jeg ikke som statsminister redegøre for mit arbejde.
Nogenlunde sådan har budskaberne lydt fra statsminister Mette Frederiksen under den verserende sms-ballade, og det undrer A4's chefredaktør, Kristian Madsen, at hun holder fast i den konfrontatoriske tone midt i hendes værste skandalesag som statsminister.
LÆS OGSÅ: Trads: Tre ting, Mette F skal ændre, hvis hun vil beholde magten
- Hun har brugt den her power-retorik med succes før, men hun gør ikke sig selv nogen tjenester ved at holde fast i det aggressive toneleje. Det står mere og mere klart, at hun simpelthen ikke er i stand til at skifte gear, lyder det fra ham i den seneste udgave af podcasten 'Madsen & Reimer Bo'.
Det seneste bevis på, at regeringspartiets nuværende spor fører direkte mod en afgrund, kom ved sidste uges kommunalvalg, der overordnet set blev en skuffelse med en tilbagegang på fire procentpoint af stemmerne på landsplan og fire færre borgmesterposter.
- Det viste, at der er rigtigt mange, der er dødhamrende trætte af Socialdemokratiets tilgang til magt, fastslår Kristian Madsen.
Radikale bruger "triumf" taktisk klogt
Det var altså langt fra Socialdemokratiet, der endte som kommunalvalgets helt store vindere. Det var egentlig heller ikke de radikale, men det skulle man tro, hvis man følger med på partiets og politikernes sociale medier.
Glem alt om velfærdslov og finanslov, det kommer vi slet ikke til at tale om. Det bliver mink mink mink mink mink
Kristian Madsen, chefredaktør, A4
Her bliver en beskeden fremgang på et enkelt procentpoint af stemmerne samt en svagere borgmesterpost - partiet byttede Rebild Kommune med 28.000 indbyggere ud med Fanø Kommune med 3.300 - fejret som en triumf, hvis lige ikke er set siden månelandingen.
Men uagtet, om medvinden bag de radikale mest består af varm luft, så udnytter de til fulde momentet til at lægge ekstra pres på regeringen og gentager budskaberne om, at en socialdemokratisk mindretalsregering ikke skal regne med magenta mandater efter danskernes næste tur i stemmeboksen.
- Den her træthed, som især vælgerne i byerne har, over en regering, der virker lidt lukket og sådan lidt socialdemokratisk, når det er værst, med magtfuldkommenhed og "vi skal nok bestemme og lev bare med det", den har givet de radikale mulighed for at legitimt at kunne sige, at "det går ikke længere", vurderer Kristian Madsen.
LÆS OGSÅ: Kære fagbevægelse, I må forkæle jeres bedste kort lidt mere
Vil de så føre det ud i livet, når det kommer til stykket? Kristian Madsen har svært ved at se det, men i det nuværende politiske klima er det god politisk taktik at skælde sosserne ud for enrådigheden.
- Det overordnede strategiske problem er for de radikale at vende tilbage til at være i en afgørende position for en rød regering. Uanset, hvor mange mandater, de får, kommer de i den nuværende virkelighed ingen vegne i forhold til at udøve egentlig magt, siger han.
Mink mink mink mink mink
Tilbage står dermed en statsminister og en regering med et skuffende valgresultat som det seneste minde fra et efterår, der har budt på mere stiv kuling i ansigtet end en novemberdag i Glyngøre. Det foreløbige lavpunkt i en transformation af regeringens image fra kompetent og ansvarsfuld til magtfuldkomment og lukket.
LÆS OGSÅ: Valget er overstået, lad demokratiet begynde
- Alt det her udenom er blevet et meget større problem end det med minkene. Regeringen er nødt til at erkende, at det her kommer til at køre året ud, og det kommer til at blive værre endnu. Glem alt om velfærdslov og finanslov, det kommer vi slet ikke til at tale om. Det bliver mink mink mink mink mink, i hvert fald indtil nytårstalen, hvor Mette Frederiksen måske kan trykke på reset-knappen, siger Kristian Madsen.
Du kan høre det seneste og alle andre afsnit af 'Madsen og Reimer Bo' på Spotify og Apple Podcasts.