Madsen: Mette Frederiksen er stik mod eget ønske endt som beviset på ældgammel politisk læresætning

DSC02681_redigeret_bg-fotor-20240102144136
Foto: A4
Mette Frederiksen er ironisk nok blevet den statsminister i nyere tid, der har fået sin politiske dagsorden mest ændret af begivenheder uden for hendes egen kontrol. Måske var det ikke kun Dronning Margrethe, der holdt sin sidste nytårstale.

Skæbnen har spillet Mette Frederiksen et djævelsk puds. 

Hun trådte ind i Statsministeriet i 2019 fast besluttet på at forme udviklingen snarere end blot at reagere på den. Hvert ministerium skulle lægge fire-årsplaner og blev indkaldt til MUS-samtaler, for “du kan jo ikke lede et land på sager”, som hun formulerede det, da jeg interviewede den nye statsminister for Politiken.

Her, godt fire år senere, står det klart, at historien har tildelt Mette Frederiksen rollen som den statsminister i nyere tid, der har været mest tvunget til at navigere i slagbølgerne fra begivenheder, hun ikke havde kontrol over.

På årets sidste dag kom den seneste i form af den overraskende meddelelse om Dronningens selvpensionering, der skubbede den planlagte ældrereform ned af dagsordenen sammen med klima og andre af regeringens erklærede prioriteringer.

Forsvaret er den største prioritering

Den britiske statsminister Harold MacMillan er blevet tillagt svaret på, hvad der former en regerings politik: “events, dear boy, events”. Begivenheder, min ven, begivenheder. Man kan komme med alle mulige idéer og politiske programmer, men i sidste ende trækkes enhver statsminister derhen, hvor historiens hjul drejer.

Få epoker er blevet formet så meget af begivenhederne som Mette Frederiksens. Det er hendes reaktion på de begivenheder, der udgør hendes politik, snarere end punkterne i det program hun kom ind på.

LÆS OGSÅ: Madsen: Triumfer og nedture i 2023

Corona-pandemien, som med stor sandsynlighed på godt og ondt vil forme Mette Frederiksens eftermæle.

Tæt forfulgt af krigen i Ukraine, som har udløst den klart største økonomiske prioritering i Mette Frederiksens tid som statsminister. Den massive oprustning af det danske forsvar.

Læg hertil den indenrigspolitiske fragmentering, der skabte SVM-regeringen, som, uanset om den bliver en enkeltstående fuser eller en ombygning af Danmarks politiske arkitektur, vil blive et referencepunkt i årtier fremover.

I Krag og Kristensens fodspor

Og om fjorten dage træder Mette Frederiksen så i de eksklusive fodspor fra Jens Otto Krag (1972) og Knud Kristensen (1947) som en statsminister, der har udråbt en ny monark. Billeder, der også vil blive vist, efter store bededag, skattelettelser og sundhedsreformer for længst er glemt.

Mette Frederiksen er den danske statsminister, der var bedst forberedt til jobbet siden Jens Otto Krag. Måske var det også netop det, der gjorde hende til den mest ambitiøse på embedets vegne. Nu skulle kaptajnen styre efter et klart søkort med et socialdemokratisk kompas. Men som alle andre har hun måttet erkende embedets begrænsninger.

Symbolsk har hendes signaturprojekt om en afbureaukratiseringsreform af den offentlige sektor har kørt i hak som en ridset plade uden at komme nogen vegne. Skattelettelser og lønløft til de offentligt ansatte er opstået af politisk nødvendighed snarere end stålsat overbevisning.

LÆS OGSÅ: Trads: Flere penge til blandt andre pædagoger er Socialdemokratiets genvej til vælgere
 
Men mens hendes politiske program fordufter, forbliver hendes reaktion på de store begivenheder i vores fælles historie. 

Nuets politik

Det er der hverken noget galt eller nyt i; Stauning kaldte det for ‘nuets politik’. Den store pragmatiker mente, at politik skabes når begivenhederne ruller over skrivebordet, og så længe der sidder en socialdemokrat for bordenden, bevæger tingene sig stille i den rigtige retning. Netop derfor er partiets vilje til at strække sig efter magten så dybt integreret i selvforståelsen. Uden magt, ingen socialdemokratisk politik.

I modsætning til Krag havde Frederiksen kun lille udenrigspolitisk ministererfaring, før hun blev statsminister. Her mærker man stærkest, hvordan embedet har forandret hende.

Der er en verden til forskel på den statsminister, vi fik i 2019, og den Mette Frederiksen, der holdt tale på den første dag i 2024. Udenrigspolitikken er kommet i centrum. Naturligvis. Events, dear boy, events.

Det ses allerklarest i Frederiksens udvikling fra Danmarks mest EU-skeptiske statsminister til unionens store fortaler. Hendes oprindelige linje var i høj grad formet af indenrigspolitik - især arbejdsmarkeds- og udlændingepolitik. Udvidelse af EU blev beskrevet som “frakoblet virkeligheden” og flere penge til EU kaldt “fuldstændig gak”.

EU-prismen slebet om

Begivenhederne og erfaringen har slebet den prisme Mette Frederiksen ser projektet gennem. De indenrigspolitiske problemer fra EU-mindsteløn til asylpolitik er ikke forsvundet, men de er få og små sammenlignet med nødvendigheden af at holde sammen på Europa mod den russiske trussel.

Gennem hele 2024 vil spekulationerne om Mette Frederiksens fremtid tage til. Posten som Nato-formand synes ikke længere inden for rækkevidde, men måske er der på en eller anden måde en central plads til en socialdemokrat fra et lille land i den kabale, der skal lægges med en ny EU-kommission.

Måske var det ikke kun Dronning Margrethe, der holdt sin sidste nytårstale ved årsskiftet. 

Jeg tror, at Mette Frederiksen vil slå til, hvis muligheden opstår. Men det er, som så mange andre ting, ikke noget hun helt kan kontrollere.