Madsen: Hvem tager til stranden for at fejre, når SVM slår store bededag ihjel?

Madsen_
Foto: A4 Medier
Når man læser regeringsgrundlaget gennem den franske forfatter Edouard Louis' prisme, afsløres det, at de ofre vi i princippet må bringe i fællesskab, skal bæres af underklassens kroppe.

Nåjaja, så forsvinder store bededag, hvem gider i virkeligheden også æde de hveder, ikke sandt? 

Og når vi nu er i gang, kan vi, som Venstre-politikeren Cille Hald Egholm foreslår i B.T., ligeså godt rydde hele bunken af helligdage mellem påske og sommerferie. "Jeg ved faktisk ikke, hvad vi fejrer," lød overskriften. 

Debatten om afskaffelsen af en helligdag - ja faktisk hele diskussionen om SVM-regeringens grundlag - illustrerer det politiske skred, som den franske forfatter Edouard Louis har beskrevet: De mennesker, der bestemmer i politik, bliver ikke længere selv påvirket af politiske beslutninger.

De magtesløse er prisgivet politik

De dominerede klasser tilrettelægger alligevel selv deres arbejde, og om man skal holde fri den ene eller anden fredag i foråret, for at nå et lille storby-getaway, det kan jo være det samme. 

Det er heller ikke dem, der har så ondt i kroppen, at de brændende ønsker sig tidlig pension. Så om seniorpensionen forringes eller ej, betyder højst noget som politisk princip - uanset om man er til højre eller venstre. 

LÆS OGSÅ: Analyse: Regeringen har indledt en offensiv i tofrontskrigen om store bededag

Derimod er de magtesløse i samfundet prisgivet de politiske beslutninger. 

Louis, der under et besøg i København i sidste uge gav et fremragende interview til DR2’s Deadline, beskriver i erindringsromanen  ‘Hvem slog min far ihjel?’ konsekvenserne for et barn af at vokse op i en familie, der er underlagt politik. Familiens far er alkoholiseret, forbitret af sin egen opvækst og bliver efter en arbejdsulykke fysisk nedbrudt, og familien bliver fuldstændig afhængig af offentlige ydelser.


Da et medicintilskud bliver fjernet, får børnene ikke medicin og bliver syge. Og da et børnetilskud pludselig bliver forhøjet med 100 euro, fejrer familien det ved at tage spontant til stranden. “Hele dagen var en fest”, husker Edouard Louis i bogen.  

Æstetik kontra liv eller død

Det er essensen af forskellene i politiske privilegier: Ingen velstillede har nogensinde fejret en politisk beslutning ved at tage familien med til stranden, for selv en topskattelettelse ændrer nærmest ingenting for dem.

“De dominerende kan beklage sig over en venstreorienteret regering, og de kan beklage sig over en højreorienteret regering, men ingen regering har nogensinde givet dem fordøjelsesproblemer, ingen regering har nogensinde smadret deres ryg, og ingen regering har nogensinde fået dem til at tage til havet. Politik ændrer ikke deres liv, eller kun meget lidt."

“For de dominerende er politik for det mest et spørgsmål om æstetik, en måde at opfatte sig selv på, at se verden på, at opbygge en personlighed på. For os var det liv eller død,” skriver Louis i ‘Hvem slog min far ihjel?’.

De dominerende grupper kan relativt nemt isolere sig fra det negative, som politikken skaber i deres liv med for eksempel private opsparinger eller forsikringer, og det positive gør ingen afgørende forskel.

Politik der sætter sig i kroppen

Når man ser på SVM-regeringens regeringsgrundlag gennem Edouard Louis’ briller, står det klart, at det ikke vil udløse mange festdage ved stranden. Tværtimod. De nedslidte, kontanthjælpsmodtagerne, de ledige og de lavest lønnede står til meget konkrete forringelser: Nedslidte må blive længere på arbejdsmarkedet, når seniorpensionen afskaffes - og folk flygter forståeligt nok mod udgangen, inden politikerne tager dette privilegium fra dem. Kontanthjælpsloftet er blevet knæsat som politik, hvilket sætter sig konkret i kroppen på deres børn i form af for eksempel forkølelser udløst af dårligere vinterjakker.

I en overfladisk læsning er SVM-regeringsgrundlaget et kald til national samling. Vi skal ALLE SAMMEN arbejde mere. Vi må ALLE spænde livremmen ind og bringe ofre. 

Men set i Edouard Louis’ optik dækker de solidariske ord over den skæve magtfordeling, der ligger til grund for al politik: at nogle kan stemple ud, mens andre er prisgivet.  

Politik kan slå ihjel

Når store bededag forsvinder, betyder det således ikke det store for de priviligerede - og dermed måske heller ikke for statskassen på længere sigt, som overvismanden påpeger i Jyllands-Posten. De, der kan, finder bare en anden dag at holde fri.

Men for eksempelvis den ansatte i en tøjbutik, der endelig har en fridag, betyder store bededag alverden. Det er en dag, hvor man kan tage familien med til fodbold eller fest eller måske ligefrem til stranden, som forsvinder.

LÆS OGSÅ: Kommentar: Krigen om store bededag kan kun have én vinder

Hvem slog Edouard Louis’ far ihjel? Det gjorde politik. Ja, manden, kroppen, lever sådan set endnu, men den store afsluttende tragedie i faderens fortælling er, at da han endelig fik gjort sig fri af alle sine egne, nedarvede traumer, var kroppen for fysisk nedslidt til at bruge livet til noget. Han var blevet slået ihjel.  

Politik kan slå ihjel. Det bør politikerne tænke over, når de i den kommende tid skal stemme markante forringelser igennem, som førende økonomer tvivler på er nødvendige, samtidigt med at de dominerende klasser får skattelettelser, de knap nok bemærker.

Men politik kan i Edouard Louis' fortælling også give liv. Hvad er det, Socialdemokratiet vil give liv til i SVM-regeringen? Måske er det klogt at tænke over, hvem, det er, man tror, vil tage til stranden for at fejre Mette Frederiksen, Mattias Tesfaye eller Ane Halsboe-Jørgensens politiske beslutninger i de kommende år? 

Forhåbentlig bliver det ikke kun arvingerne til familieejede virksomheder.

GDPR