Madsen: Lidegaard er sluppet ud af det røde bur

DSC02681_redigeret_bg-2-2
De radikale er, trods partiets åbenlyse problemer, ved at gennemføre en strategisk manøvre, der igen kan gøre partiet til en afgørende faktor i dansk politik.

Der er en lang og på sin vis smuk tradition i dansk politik for at håne Det Radikale Venstre.

Slingrefise, kaldte Anker Jørgensen mindeværdigt partiet, mens Svend Auken slog fast, at det er sværere at holde de radikale fast på et synspunkt end at sømme budding op på væggen.

Alle elsker at hade de radikale. De borgerlige hader dem for deres værdipolitik, de røde partier hader dem for deres økonomiske politik, og Mette Frederiksen hader dem for begge dele.

Frederiksens vellykkede taktiske manøvre med at udelukke partiet som regeringspartner forud for folketingsvalget i 2019 skabte et granatchok, der stadig trækker spor.

Sparket ud af Socialdemokraterne, men ude af stand til at skifte politisk side til en stadig mere skinger blå blok. 

Men nu er Martin Lidegaard i al ubemærkethed ved at lykkes med det, der glippede for både Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen: at slippe ud af det røde fængsel, og stå fri forud for næste folketingsvalg.

Stilstand trods 350.000 frafaldne SVM-vælgere

Tragedierne er nemme at få øje på for de radikale.

Det lykkedes ikke at komme med i den regering hen over midten, som partiet ellers har prædiket nødvendigheden af i årevis.

Vælgerne holder sig fortsat væk, selvom partiet har stabiliseret sig i meningsmålingerne. De 350.000 vælgere, der er flygtet fra SVM, er dem, der ønsker en mere rendyrket blå eller rød politik. Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og SF er mere attraktive asylcentre for vrede venstremænd og slukørede socialdemokrater end det lille radikale husmandssted.

Den lille gruppe mangler både store profiler og erfarne politiske håndværkere efter åreladningen sidste år.

Endelig udgør den nye udfordring på midten fra Moderaterne en selvstændig udfordring for Martin Lidegaard. 

Partiet har imidlertid før prøvet at være i konkurrence om den beklumrede midte med bl.a. CD, og foreløbig er dommedagsscenariet om, at de radikale kunne blive skubbet helt ud af dansk politik, svært at få øje på.

KLAR-alliancen

Det strategiske skifte Lidegaard er ved at gennemføre, kan vise sig vigtigere end et par procent i meningsmålingerne: Han er ved at bringe sig i en position, hvor han ikke er tvunget til at pege på Socialdemokratiets formand som statsminister forud for næste valg.

I stedet kan partiet pege på en fortsat midterregering - helst naturligvis med radikal deltagelse - uden at sætte navn på statsministeren ligesom Moderaterne gjorde ved sidste valg, og formentlig vil gøre igen ved det næste. Lars Løkke Rasmussen har på den måde fået åbnet en dør i dansk politik, der længe blev anset for lukket: et radikalt samarbejde med de borgerligt-liberale partier.

Det reneste signal om hensigten er Lidegaards deltagelse i KLAR-alliancen med Søren Pape og Alex Vanopslagh, der har udført nålestiksangreb på regeringen fra højre med krav om bl.a. afskaffelse af efterløn, mere udenlandsk arbejdskraft og skattelettelser til erhvervslivet.

Nuvel, der er ikke som sådan noget nyt i, at den radikale økonomiske politik ofte er blå som en sommerhimmel, og partiet har i de sidste 20 år ofte flirtet med de borgerlige partier.

Alligevel har de radikale siddet fast forankret i rød blok - ikke mindst på grund af værdipolitikken.

Løkke har skabt større forandring i udlændingepolitikken end S, SF og Ø

Men et af de mest tankevækkende resultater efter et halvt år med SVM er, at det er lykkedes Moderaterne at få flere resultater igennem på udlændingepolitikken end det lykkedes Enhedslisten, SF og Radikale i fællesskab under S-regeringen.

Planen om et asylcenter i Rwanda er udsat på ubestemt tid, grænsekontrollen til Sverige og Tyskland er reelt væk, og de fleste danske børn i Syriens modbydelige flygtningelejre er blevet taget hjem. 

Samlet set bør billedet mane til eftertanke hos Socialdemokraterne og venstrefløjen, der tager det for givet, at Mette Frederiksen blot kan falde trygt tilbage i rød blok og feste som var det 2019, hvis SVM-projektet falder sammen. Uden de radikale mandater er der intet flertal i rød blok.

Jelved regerede med en håndfuld mandater

Det betyder naturligvis ikke, at Lidegaard ikke vil kunne pege på Mette Frederiksen eller en anden Socialdemokrat efter et regeringsskifte. 

Men han er ikke længere tvunget til at gøre det, og så stiger prisen på de radikale mandater historisk set.

Marianne Jelved var en af landets mest indflydelsesrige mennesker under SR-regeringen i 1990’erne selv om partiet kun bidrog med en håndfuld mandater eller to.

Det er det kunststykke, som Lidegaard satser på at kunne gentage, når SVM regeringen engang måtte falde.

GDPR