Madsen: Mette Frederiksen trodser politisk tyngdelov

BeFunky-collage
Foto: A4 Medier
Selvom der hverken er dyb krise eller politisk handlingslammelse, er Mette Frederiksen med en viljesakt ved at få sin brede regering. Er hun på vej mod en fremtid som fredsforhandler i Mellemøsten eller Corydons åndelige lillesøster?

Jeg må indrømme, at jeg stadig har svært ved at tro på det, men signalerne fra Marienborg, hvor syv partier stadig forhandler om et regeringsprogram, er umulige at ignorere:

Mette Frederiksen er tilsyneladende ved at indfange Den Afskyelige Snemand i dansk politik, den forjættede brede regering med S og V som aksen måske suppleret med et eller flere partier som støttehjul. 

Den afgørende ubekendte er, hvilken politik en sådan regering skal føre: Er Mette Frederiksen ved at få Venstre til at kontrasignere hovedparten af de sidste tre års politiske program og dermed blåstemple en socialdemokratisk kurs med et par blå svinkeærinder? Eller er Mette Frederiksen ude i et grundlæggende skifte ikke blot i valget af politiske samarbejdspartnere, men også i Socialdemokratiets økonomisk-politiske kurs? 

Ingen ved det tilsyneladende rigtigt, fordi næsten intet slipper ud fra de hermetisk lukkede forhandlinger. 

Men fagbevægelsen er bag scenen dybt bekymret ved udsigten til de arbejdsudbudsreformer, der ligger på forhandlingsbordet. En bekymring der fik FH-formand Lizette Risgaard til at advare mod topskattelettelser i Berlingske

Et bevidst langsomt setup

Processen sætter snart rekord som den længstvarende regeringsdannelse i moderne tid, men det har for længst slået rekorden som den mest bizarre. 

Usædvanligt er det først og fremmest, at der efter en måned stadig er syv partier med om forhandlingsbordet fra Liberal Alliance til SF, der i alt repræsenterer 135 mandater.

LÆS OGSÅ: S og V er åbne for nybrud i offentlig løn: Økonomisk vismand ser potentiale

I det hele taget har Mette Frederiksen tilrettelagt et bevidst langsommeligt setup med alenlange sonderinger til højre og venstre, et højst usædvanligt inspirationsseminar om unges mistrivsel midt i det hele, og en planlagt ryste-sammen event til Danmark-Tunesien, der dog måtte aflyses.

Når regeringsforhandlinger normalt trækker længe ud, er det efter dramatiske kriser og dronningerunder, men her holder Mette Frederiksen bare fast i rollen som kongelig undersøger uden tilsyneladende at føle sig forpligtet til at meddele Majestæten et resultat lige foreløbig. 

Støjbergs store mulighed

Det er også stærkt usædvanligt, at der stort set ikke er noget udefrakommende pres på forhandlerne. Ingen fra den borgerlige blok står og råber forræderi og løftebrud efter Søren Pape og Jakob Ellemann, der allerede på det principielle plan har erkendt, at processen kan ende med at Mette Frederiksen bliver statsminister på deres stemmer i direkte strid med valgløfterne. Hvor er Støjberg? Det åbner alletiders mulighed for hende til at blive det bærende blå alternativ.

Enhedslisten har som de eneste rigtig forsøgt at lægge eksternt pres på forhandlingerne efter, at de blev snydt så vandet drev i valgkampen af Socialdemokraterne, der lod kammeraterne forstå, at meldingerne om en midterregering mest var politisk taktik. Det troede Enhedslisten - ligesom jeg selv, iøvrigt - på og holdt igen med kritikken mod Mette Frederiksen. 

SF’s Jakob Mark, der er et studie i sublime skills på sociale medier, er på Facebook i gang med at konstruere en fortælling om, at SF er med ved forhandlingsbordet for at det hele ikke skal blive meget værre. Det er en fin fortælling til en forhandling, men svær at bygge et regeringssamarbejde på. Hvis man er med i et regeringsgrundlag, er man nødt til at eje det på godt og ondt.

Send hende til Mellemøsten!

Dermed er vi tilbage til de ubekendte, der er meget vigtigere end bogstavkombinationerne. 

Hvis Mette Frederiksen lykkes med at komme ud fra forhandlingerne med et klart genkendeligt socialdemokratisk projekt, som Venstre har kontrasigneret, så er hun den politiske danmarkshistories bedste forhandler, og vi bør næsten sende hende på første fly mod Mellemøsten for at få forhandlet fred i regionen.

Men hvis hun kommer ud - som Helle Thorning-Schmidt fra Det Sorte Tårn for ti år siden - med et regeringsprogram, der er helt ukendeligt i forhold til den Socialdemokratiske valgkamp, kan den interne kritik blusse op.

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen har et trumfkort, når det gælder lønkrisen

Mette Frederiksen lykkedes med at flytte sit parti til højre i udlændingepolitikken. Men det var en politisk supertanker, der blev drejet. Kongrestale efter kongrestale forbandt Mette Frederiksen stille og roligt sit socialdemokratiske projekt uløseligt til en stram udlændingepolitik.

Hvis Mette Frederiksen uden forberedelse kommer ud med et regeringsgrundlag, der ligner et grundlæggende kursskifte i Socialdemokratiets økonomiske politik, kan partifællerne nemt blive rundtossede. Var vi ikke imod ham Corydon? Nu er Frederiksen pludselig hans åndelige lillesøster.

Trodser politisk tyngdelov

Det understreger, at det er svært at danne en bred regering. Men det kan blive endnu vanskeligere at holde den kørende. Dels skal partierne, som A4 Aktuelts politiske redaktør skrev forleden, finde en eller anden balance mellem tillid og kontrol til at håndtere den politiske hverdag.

Men der skal også være en anerkendt forståelse for de brede kompromissers nødvendighed i baglandet. 

Suspension af de sædvanlige politiske fjendtligheder mellem Socialdemokratiet og det store dyr på den blå savanne er normalt kun mulig, hvis to betingelser er opfyldt: At Danmark står i en bredt anerkendt national krise, og at alle andre politiske muligheder er udtømt. 

Mette Frederiksen er ved at trodse denne politiske tyngdelov ved at danne en bred regering med en ren viljesakt gennem en helt ny proces.

Men det er ikke sikkert, at man bredt i hendes eget bagland ser hverken behovet for en krisepolitik med barske økonomiske opstramninger, eller at der ikke findes alternativer til et politisk brandudsalg.

GDPR