Madsen: Nu er det Elisas tur

KM
Kristian Madsen, chefredaktør og direktør for A4 Medier. Foto: A4 Medier
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
En godt gemt sætning i Mette Frederiksens 1. maj-tale udpeger pædagoger, socialrådgivere og andre professionsuddannelser som de næste målskiver i regeringens ideologiske tromlen gennem uddannelsessystemet.

STATSMINISTER METTE FREDERIKSEN (S) brugte hovedparten af sin første 1. maj-tale til at skue tilbage på det populære lønløft og selvfølgelig på Arne, der endelig kunne gå tilfreds på den tidlige pensionsordning, der er blevet opkaldt efter ham.

Det kan næppe undre, at statsministeren, der er hårdt presset i meningsmålingerne, brugte dagen på at forsøge at minde de loyale kernetropper til 1. maj-møderne om, hvorfor de, engang før bededagen blev afskaffet, holdt så meget af hende.

Men mod talens slutning stod det klart, at der er flere dårlige nyheder på vej til fagbevægelsen, når fanerne er rullet sammen.

Sætning som et projektil gennem kontorerne

Det startede ellers så godt for BUPL, da Mette Frederiksen roste sit eget lønløft, der kan fastholde personale i daginstitionerne:

“For vi andre ved godt, at uden gode pædagoger, ingen god børnehave.” 

Men så kom en sætning fra statsministerens mund, der må have runget som et projektil gennem de solidaritetstomme kontorer hos især fagforbundet BUPL: 

“Tiden er kommet til at tænke mere på kvalitet end på længden af uddannelserne.” 

Oversættelse: Nu er det Elisas tur. Ikke til tidlig pension for BUPL-formand Elias Rimpler, men til at blive kørt gennem den politiske vridemaskine, som lige har barberet uddannelseslængden og antallet af studiepladser på universiteterne. Nu står pædagoguddannelsen for skud.

Pædagog-lightuddannelse på vej

Det har længe svirret med rygter om, at regeringen havde planer klar i skuffen om at forkorte professionsuddannelserne - undtagen læreruddannelsen, der fik en større makeover for nogle få år siden.

Det er endnu uklart, hvilke af de mange mellemlange videregående uddannelser, der bliver berørt: både socialrådgivere og sygeplejersker kan komme i spil. Men den virkelig store brik på spillepladen er pædagogstudiet, der er Danmarks største uddannelse.

Her siger rygterne, der flyver rundt i uddannelsesdanmark, at regeringen vil korte pædagoguddannelsen ned med et halvt år og skabe en ny, kort og praktisk orienteret pædagog-light-uddannelse.  

BUPL, Dansk Socialrådgiverforening, DSR og en lang række af de øvrige professionsforbund er allerede gået til kamp mod forslaget med en storstilet annoncekampagne mod, hvad de kalder "turbouddannelser".

Har appleret til skolernes købmandslogik

Men det bliver en kamp op ad bakke for Elisa Rimpler og de øvrige fagforeningsformænd af tre grunde.

For det første kan de få vanskeligt ved at vinde opbakning internt i FH-fagbevægelsen, hvor de gamle LO-forbund generelt er tilfredse med regeringens fokus på og løft af erhvervsuddannelserne og på en mere praktisk folkeskole. Nu har de lige fået milliarder i lønløft, skal de nu brokke sig igen, vil det lyde fra flere af deres kolleger i FH’s forretningsudvalg.

For det andet har regeringen taktisk klogt placeret en kile mellem fagforbundene og professionshøjskolerne ved at appellere til sidstnævntes købmandsinstinkt, som det fremgår af Weekendavisen.

Måske, tænker professionshøjskolerne, kan det skaffe flere studerende og taxameterpenge til den skrantende uddannelse, hvis de bogligt stærke pædagoger får deres eget spor? Samtidigt håber professionshøjskolerne, at en ny kort og praktisk uddannelse, kunne få ekstra finansiering som efteruddannelse, men det er mildest talt uklart, hvordan det kombineres med den allerede eksisterende pædagogisk assistentuddannelse.

Desuden får professionshøjskolerne ifølge kilder et gammelt brændende ønske opfyldt af forsknings- og uddannelsesminister Christina Egelund (M). I fremtiden får de mulighed for at udbyde masteruddannelser i pædagogik, som universiteterne i dag har monopol på.

BUPL-formanden er helt klar over, at hun er presset af denne nye alliance mellem regering og professionshøjskolerne, og vil i de kommende uger kæmpe indædt for at bryde den, som eksempelvis i dette Facebook-opslag:

Artiklen fortsætter under opslaget

Ud med franske filosoffer, ind med praksis

Men den tredje og vigtigste grund, til at forbundene går en hård kamp i møde, er Mette Frederiksen. Når hun nævner det i sin 1. maj-tale, er det et klart tegn på, at beslutningen allerede er truffet i regeringens øverste kadre. 

Vi er inde i kernen af Mette Frederiksens politiske overbevisning, som hun flere gange har luftet - ofte til BUPL’s dybe frustration. Pædagoger skal ikke sidde og læse franske filosoffer, de skal ud i virkeligheden og passe børn. Det er grundlæggende sådan statsministeren ser på området. Denne reform udspringer fra en ideologisk kilde, snarere end den faglige eller vidensbaserede, som forbundene kommunikerer i.

En beskæring af pædagoguddannelsen ligger helt i tråd med den ligeså betonideologisk gennemtrumfede universitetsreform fra sidste år, hvor akademikerne og de højere læreanstalter blev kørt over. 

Det hjælper ikke, at de økonomiske vismænd kan påvise, at det vil gøre Danmark otte milliarder kroner fattiger i produktivitet. Det er ikke det, det handler om. Det er ideologi.

Pendulet er svinget til en vanvittig teori

Der går et vanvittigt spøgelse gennem dansk politik, hvor et meget bredt flertal er blevet enig om, at kortere uddannelser med mere praktisk viden er vejen frem.

For 20 år siden var der lige så bred konsensus om, at viden og faglighed var vejen frem, så vi måtte uddanne længere, have mere matematik og læsning i folkeskolen og den slags. Nu er pendulet svinget helt ud i den modsatte position, hvor det virker, som om politikerne kun regner elektriker- og ingeniør-uddannelserne for uddannelser, der kan bruges til noget.

Det synspunkt savner enhver forankring i fakta, og Danmark står internationalt helt alene med tanken om, at vejen til succes er, at færre får en lang uddannelse. Men det er ikke desto mindre den politiske virkelighed på Christiansborg, og Mette Frederiksen er tankesættets stolteste foretaler.

Det er det paradigme, som Elisa Rimpler og de øvrige forbundsformænd står over for i kampen for deres uddannelser. Der er god grund til at ønske dem held og lykke. Men det ligner på forhånd næsten en umulig kamp.

GDPR