Madsen: Slagt efterlønnen og brug pengene på Arne

Måske er tiden moden til at slagte den helligste af alle hellige køer i dansk politik: Efterlønnen. 

Ordningen er ifølge rygtebørsen på forhandlingsbordet på Marienborg, hvorfra Mette Frederiksen i går gav en lille statusrapport på Facebook.

Hvad der konkret gemmer sig bag statsministerens meget generelle vendinger, ved endnu kun få. 

Men en af de ting, som fagbevægelsen frygter dukker op i et nyt regeringsgrundlag er en reform af efterlønnen, som ser meget fristende ud i det store spil om at skaffe øget arbejdsudbud. Ifølge beregninger fra Finansministeret vil en stop for tilgang til efterløn frem mod 2030 kunne skabe et nyt råderum på omkring ni milliarder kroner.

Frygten for en efterlønsreform er nem at forstå: Efterlønnen har tung symbolsk betydning, der gør den vanskelig for både fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Det var fagbevægelsen med SiD, det nuværende 3F, i spidsen, der i slutningen af 1990’erne var med til at piske livet ud af den socialdemokratiske regering, da Nyrup og Lykketoft i modstrid med valgkampens løfter beskar efterlønnen.

Men i dag har efterlønnens symbolske betydning overhalet den praktiske. Arne-pensionen er blevet det fremtidige omdrejningspunkt for tidlig tilbagetrækning.

Snart et minde som Gasolin' og garbadinebukser

Forestil dig, at en ny regering markant forbedrer Arne-pensionen, så flere lønmodtagere får mulighed for at trække sig tidligt tilbage på en højere ydelse.

Det ville naturligvis skabe jubel i forbund som FOA og 3F, der har mange medlemmer med behov for at kunne lægge murskeen eller moppen til side nogle år før den konstant stigende pensionsalder.

LÆS OGSÅ: Ellemann bryder tavsheden: Nærmer sig Socialdemokratiet og erkender løftebrud

Men hvad nu hvis prisen er, at regeringen slagter resterne af den gamle efterløn? 

Ja, så bør lønmodtagerne også sige ja tak. For virkeligheden er, at efterlønnen er i gang med at afskaffe sig selv, og om nogle år er den blot et minde fra 1970’erne som Gasolin’ og garbardinebukser. 

I de sidste ti år har omkring 800.000 danskere meldt sig ud af ordningen, og alene i årets første halvdel valgte 12.000 personer fra Fagbevægelsens Hovedorganisations store a-kasser - HK, FOA og 3F - ifølge Altinget at takke ja til at få opsparingen udbetalt skattefrit.

Inflation og energipriser vil formentlig få endnu flere pressede lønmodtagere til at tage pengene ud nu, og i 2030 er der måske helt ned til 10.000 mennesker tilbage i ordningen.

En snu TR ville sælge ordningen nu

Det betyder, at fagbevægelsen i sin vante logik bør slagte ordningen, mens tid er. Hvorfor?

Tænk, hvis du var tillidsrepræsentant på et slagteri, hvor de ansatte af historiske årsager havde en lukrativ bonusaftale på at slagte svin. Men efterhånden slagter du og kollegerne kun kvæg, og om få år vil det være helt forbi med svinene. Her vil den kloge TR forsøge at ‘sælge’ svinebonussen for andre goder, før den reelt bliver værdiløs.

På samme måde gælder det med efterlønnen. Om få år har den afskaffet sig selv. Hvis fagbevægelsen griber chancen og sælger ordningen nu, mod til gengæld at få flyttet de sparede milliarder til andre vigtige ordninger, så vil det være en god, snusfornuftig handel på medlemmernes vegne.

Det afgørende er naturligvis, hvor de sparede milliarder i stedet bruges. 

Mange af de potentielle efterlønnere vil i stedet kunne få Arne-pensionen, så en del af besparelsen bliver spist op der. Og de, der ikke længere kan få efterløn skal naturligvis have deres opsparing tilbage med renters rente. Men det vil fortsat frigøre et betydeligt beløb til andre formål. 

Hvis blot de penge går til skattelettelser eller det håbløst asociale forslag om at fjerne arveafgiften, så er det naturligvis ikke så interessant for fagbevægelsen. Men hvis det kan være med til både at polstre Arne-pensionen og forankre den politisk eller lignende, så er det et forhandlingsrum mange faglige ledere gerne ville træde ind i.

Den politiske logik er ophævet

Logikken bag Arne-pensionen er langt tættere på den originale tanke fra Velfærdsforliget i 2006: at reservere tidlig tilbagetrækning til de, der har været længst på arbejdsmarkedet. Dengang kunne det teknisk ikke lade sig gøre, fordi det var svært at dokumentere lønoplysninger tilbage fra 1960’erne. I dag kan man finde næsten alle 40 år gamle data elektronisk.

Læs også:  Mette Frederiksen trodser politisk tyngdelov

Spørgsmålet er om Venstre og Socialdemokratiet i sidste ende tør løbe den politiske risiko overfor vælgerne. Begge partier gik til valg på at bevare efterlønsordningen, og bankede løs på De Konservatives og De Radikales planer, der ville afskaffe den. 

Men S-V samtalerne har, som det efterhånden står klart, ophævet den normale politiske logik. Måske er det politiske mod blevet samlet til en ny omgang med efterlønnen.

Det vil være et naturligt sted at kigge for en bred regering: Og hvis pengene bruges rigtigt, vil Socialdemokratiet måske møde en mere velvillig fagbevægelse.