DET SIGER NOGET OM, hvor lavt forventningerne til den borgerlige opposition i Danmark er banket ned, at sidste weekends borgerlige konvent i Fredericia i pressen bliver beskrevet som den største succes siden månelandingen.
Bare det, at Liberal Alliance og Dansk Folkepartis formænd kan være i stue sammen, er, må man næsten forstå, en tordnende succes.
Ordet "konvent" er et interessant stykke amerikansk politisk import. Det er det forum, hvor de stridende fraktioner fra demokraterne og republikanerne samles for at vedtage et fælles program og for at kåre en præsidentkandidat.
Men nogen kåring af en blå præsidentkandidat blev der ikke tale om. Faktisk glimrede deres foretrukne kandidat ved sit fravær. Troels Lund Poulsen (V) har travlt med at passe sit forsvarsministerium og lave skattelettelser i Mette Frederiksens (S) regering. Men hvad gør det? Gammelsmølf, var jo trods alt også lidt rød i det.
Hele showet var således i virkeligheden en stor appel til Venstre: Oh, kom dog hjem til blå blok. Og Troels Lund Poulsen vil uden tvivl sige ja, hvis der pludselig skulle være 90 blå mandater bag ham. Hvorfor skulle han ikke prøve på trods af de åbenlyse parlamentariske problemer med at holde sammen på fem eller seks partier?
”Jeg glæder mig over, at der er den interesse for mig som statsminister, men lige nu har vi ikke mandater til det. Jeg kommer ikke til at stille mig selv til rådighed som statsministerkandidat på nuværende tidspunkt, for vi er i en situation, hvor Venstre skal have større opbakning, før det giver mening,” svarede Lund Poulsen klogt på invitationen.
Angrebene fra blå blok over forræderiet ved at gå med i Mette Frederiksens regering er nu afløst af smiskende tilnærmelser.
Kun ét godt forslag ud af 50
“Mette Frederiksen må droppe sin hån, konventet i Fredericia er en trussel,” skrev Berlingske håbefuldt i en overskrift og præsenterede teorien om den forestående blå magtovertagelse: Hvis de fire partier får flertal sammen med Venstre, så kan man lokke Troels Lund Poulsen til at blive statsminister, og så er alt godt igen i det borgerlige Danmark.
Som Berlingske retfærdigvis også konstaterer, har denne hede drøm hidtil ikke manifesteret sig i meningsmålingerne, hvor de fem partier i den seneste Voxmeter-måling står til 47,6 procent. Selv om dækkene er punkteret på Lars Løkke Rasmussens klovnebus, er det stadig Moderaterne, der står med nøglen til magten i dansk politik.
Det virker samtidigt meget sandsynligt, at Borgernes Stemme, der i målingen får 1,9 procent, kan kante sig op over spærregrænsen og øge den babyloniske forvirring i den borgerlige lejr. Tag ikke fejl, Lars Boje Matthiasens Facebook-drevne sammensværgelsesteorier har et publikum derude, og nyhedens interesse har ved de seneste valg været stærk for debutanterne i dansk politik.
Men det helt store problem er, at der stadig ikke er et borgerligt politisk projekt, der kan appellere bredt til befolkningen. Som Rune Lykkeberg konstaterer i Information er der kun ét godt forslag i den luftige halvtredspunktspakke, som partierne lagde frem under stor virak: genindførelsen af store bededag.
Det forslag sørger for at holde Mette Frederiksens største politiske fadæse, den upopulære afskaffelse af helligdagen, frisk i erindring hos vælgerne. Der vil med meget stor sandsynlighed på papiret være flertal for at genindføre bededagen efter næste valg. Om det så i praksis kan køre igennem den parlamentariske maskine, hvis for eksempel SF kommer i regering, er en anden historie. Men det er et godt valgtema at gøre valget til en folkeafstemning om vores forårsfridag.
Derudover minder det nye borgerlige fundament mest om det program Søren Pape Poulsen og De Konservative gik ned i flammer med under seneste valgkamp, og som blev Frederiksens foretrukne skydeskive: færre offentligt ansatte, milliarder i skattelettelser til de mest velhavende og en glasur af værdipolitiske markeringer, der tilfredsstiller Støjberg og Messerschmidt.
Fra Klar til højrenational
I de små blå mænds kollektive rus under deres smølfeparty i provinsen kan man bilde sig ind, at det er populære forslag. Men valgkamp efter valgkamp har vist, at det er det ikke. Og socialdemokraterne er eksperter i at udnytte den borgerlige fantasi om, at danskerne hader den offentlige sektor og Mette Frederiksen lige så meget, som de borgerlige selv gør.
Det største problem er imidlertid alt det, der ikke står. Der er ikke et ord om det, Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen med slet skjult aftalt spil har tænkt sig at gøre til hovedtemaet: pensionsalder og tidlig pension.
Mette Frederiksen, ved vi allerede, kommer med et forslag om at bremse den nuværende stigningstakt i pensionsalderen og udbygge Arne-pensionen. Lars Løkke Rasmussen har lanceret sin idé om en total renovering af alle ordningerne om tidlig tilbagetrækning. De borgerlige partier - herunder Venstre - har reelt ingen bidrag til den debat og dermed allerede reduceret sig selv til biroller.
LÆS OGSÅ: Madsen: Løkke flytter brikken frem til valgdrama med aftalt spil
Det, vi reelt var vidne til i Fredericia, var en samling af de to klassisk konservative partier i Danmark - Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti - der begge er medlem af den europæiske konservative familie med de nationalkonservative partier Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne.
I begyndelsen af denne valgperiode lancerede De Konservative og Liberal Alliance sammen med Radikale Venstre den såkaldte Klar-alliance i et forsøg på at skabe en økonomisk liberal alliance mod midten i dansk politik. Nu er Martin Lidegaard (R) iskoldt blevet droppet til fordel for de højrenationale kræfter.
Det er bemærkelsesværdigt, at socialdemokraterne bag scenen går og taler muligheden for et blåt flertal op. De ved, at hvis de blå vælger den strategi, så binder det midten - Lars Løkke Rasmussen og De Radikale - til Socialdemokratiet. Og at de fleste vælgere løb skrigende bort fra De Konservative, da det først stod klart for dem, hvor radikalt et program, der gemte sig bag partiformand Søren Papes folkelige facon.
Der er intet, der tyder på, at det skulle blive anderledes ved næste valg.
