“Remigration” - dette ækle, racistiske og truende begreb fisket op fra den mest slammede sumpbund på den yderste højrefløj i Europa - har fundet vej til dansk politisk mainstream gennem Dansk Folkeparti.
Det er uhyggeligt, at et stort borgerligt parti nu åbent ønsker deportationer og fratagelse af statsborgerskaber på basis af etnicitet, levevis og religiøs overbevisning.
Det trækker på samme fæle tankegods og politiske strategi som Frie Grønnes valgplakat ‘Befri København for Zionismen’, som enhver med den mindste forståelse for Europas tragiske historie klart kan aflæse som antisemitisme. Også dem, der er målet for den, og som forståeligt bliver ængstelige.
Men Dansk Folkepartis kampagne er objektivt set langt værre.
Ingen vil grave stridsøksen op
Mens Frie Grønne trods alt benægter, at ville smide jøder ud af København, ja så er det remigrationens erklærede formål at deportere folk på baggrund af deres etniske oprindelse, kulturelle levevaner eller religiøse overbevisning. Det er ikke mellem linjerne eller med hundefløjten. Det er det, ordet betyder.
Mens Frie Grønnes valgplakat med rette har mødt næsten unison fordømmelse og er blevet politianmeldt for racisme, så er tavsheden larmende over for Dansk Folkepartis erklærede deportationsplaner.
Ingen af toppolitikerne finder anledning til at grave den værdipolitiske stridsøkse op - heller ikke på den progressive side af dansk politik.
Pia Olsen Dyhr (SF) og Pelle Dragsted (EL) skal ikke have noget klinket. De foretrækker at tale om velfærd og ulighed.
Lidegaards parodi på privilegieblindhed
Martin Lidegaard (R) turnerer rundt med en ufrivillig parodi på radikal privilegieblindhed med et klimaforedrag om, at det er synd for den 21-årige Augusta, mens Arne har fået for meget med sin tidlige pension.
“Jeg synes, at den retorik om remigration, der kører i øjeblikket – fra blandt andre DF – mere eller mindre er bullshit,” siger Lidegaard i B.T..
Mere eller mindre bullshit. Det var, hvad den radikale leder kunne få ud af denne truende politiske forfølgelse af medborgere på baggrund af deres religion.
Der er en grund til, at De Radikale står bomstille i meningsmålingerne. Der blev i foråret 2019 grinet meget af den daværende radikale leder Morten Østergaard, der iførte sig våddragt og svømmede til øen Lindholm i protest mod udlændingepolitikken og det netop vedtagne udrejsecenter, der skulle etableres på øen. Men et halvt år senere stod han på scenen i Kødbyen og fejrede sit partis mandatfordobling ved folketingsvalget.
De Radikale har mistet pusten og positionen som det klare bolværk mod Dansk Folkeparti, som partiet har siddet på, siden Marianne Jelveds tid. Selv ikke Morten Messerschmidt (DF) gider rigtigt bruge tid på DF's gamle nemesis mere.
Ny fælles S-DF præmis
En af grundene til tavsheden er uden tvivl, at mange af politikerne føler, at man spiller Morten Messerschmidts spil ved at gå ind på banen. Men man spiller også Sikandar Siddiques (FG) spil ved at give hans perifere parti omtale ved at tage afstand fra hans valgplakat.
Men bekvem tavshed er ikke altid en mulighed: Religionsfrihed - herunder naturligvis retten til at afvise det hele som overnaturligt sludder - er en bærende søjle i det liberale demokrati. Det er den søjle, vi er ved at vælte.
Det ses allerklarest hos Socialdemokratiet, hvor Frederik Vad har gjort det til partiets bærende position, at DF ikke mener, hvad de siger. Jo, jo, I taler en masse “politikersnak” om at ville deportere muslimer, men hvor er jeres konkrete plan? Hvordan skal det foregå?
Kampen for at tiltrække den lille, men politisk afgørende vælgergruppe, der svinger mellem S og DF, foregår på en ny fælles præmis om, at muslimer er uønskværdige i Danmark. En præmis, der også ligger i logisk forlængelse af, hvad Vad kalder 'den tredje erkendelse'.
Det er ikke længere en værdipolitisk diskussion i traditionel forstand om fordele og ulemper ved indvandring, eller hvordan den, der er, bedst håndteres. I stedet er det en talkrig om politisk kompetence: Hvem er bedst til at levere det fælles politiske mål om, at der skal være færre muslimer i Danmark?
Hvor er den klare stemme?
Tavsheden er en dårlig politisk strategi. Der er meget at vinde politisk ved at turde træde i karakter som Dansk Folkepartis fjende nummer et.
Men tavsheden er først og fremmest alt, alt for bekvem og skadelig for vores folkestyre. Hundredetusindvis af danske muslimer hører tavsheden som en buldrende kollektiv stemme: I har ikke plads her. I hører ikke til her. I og jeres børn kan aldrig være trygge her.
Det er selve kernen i konceptet om remigration at skabe denne angst og frygt blandt muslimer i vores samfund. Er jeg mon dansk nok? Må jeg være stolt af mine rødder og mine forældre, der kom hertil som små mænd med store hænder, trukket af drømmen om en bedre tilværelse for sig selv og deres familie? Remigration er en strategi om at skræmme vores medborgere til tavshed: Lad være at deltage i den politiske debat, det bliver værst for dig selv.
Hvor jeg dog savner den klare stemme, der tør tage vores muslimske medborgere og det liberale demokratis helt fundamentale principper i forsvar.
De politikere, der tør stole på, at vi stadig er et stort flertal af danskere, der afviser disse ækle angreb på muslimske medborgere. Et stort flertal, der ønsker kontrol med indvandringen, men nådesløst vil bekæmpe racisme og systematisk diskrimination. Der vil forsvare retten til at tænke, tale og tro for alle i det danske samfund.
Et stort flertal, der elsker det Danmark, vi har, i al sin mangfoldighed, diversitet og udvikling, og ikke det Danmark, vi havde engang.
