Madsen: Tillykke, SVM. Det bliver kun værre herfra

DSC02681_redigeret_bg
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Det eneste, der er tilbage af SVM-regeringens rationale efter et år ved magten, er, at rød og blå blok ikke længere kan regere.

I DAG ER DET regeringens fødselsdag, hurra, hurra, hurra. 

Et år er gået siden de historiske langstrakte regeringsforhandlinger på Marienborg sluttede, og regeringen Mette Frederiksen II blev født.

Der er ikke meget at fejre. Meningsmålingerne har været et ræs mod bunden siden afskaffelsen af store bededag, og manden, der med sit løftebrud gjorde regeringen mulig, Jakob Ellemann-Jensen (V), er blevet sendt på porten af baglandet.

Desværre for regeringen bliver det værre og sværere herfra. Efterhånden som sager, der ikke var taget højde for i regeringsgrundlaget, opstår, bliver de interne uenigheder, der har lammet dele af regeringens arbejde, tydeligere. 

Forgyldes som minkavlerne

Udsigten til genvalg er på dette tidspunkt minimal. Spørgsmålet er snarere, hvornår og hvordan regeringen går i opløsning. 

Det mest sandsynlige er, at Venstre på et tidspunkt kommer til at trække stikket. Der er reelt kun tre rationaler tilbage for Venstre i denne regering.

Det første er skattelettelserne, der bliver vedtaget i december. Så er der Sophie Løhdes sundhedsreform, som partiet håber bliver en tilbageerobring af et tema, hvor vælgerne i høj grad havde tillid til Venstre, da Lars Løkke Rasmussen endnu var formand. Den dukker vel op engang i foråret.

Og endelig er der CO2-afgiften, som synes at blive permanent udskudt på grund af uenigheden mellem Venstre og de øvrige regeringspartier. Det bliver svært måske endda livstruende for regeringen. Men måske kan Troels Lund Poulsen trække så mange penge ud af finansministeren, at landmændene bliver forgyldt, som minkavlerne blev det, og de sandede jorde handles til priser som byggegrunde på Frederiksberg. 

Men herefter er det svært at se, hvad Venstre vil opnå yderligere ved at sidde i regeringen.

Vakler under meningsmålingernes åg

Det store problem for regeringen er, at to af de tre præmisser, den blev dannet på, er faldet sammen. 

Regeringen blev født på disse tre præmisser: at krisen i Danmarks økonomi og sikkerhedspolitiske situation er så dyb, at de ansvarlige partier måtte rykke sammen i bussen. At en flertalsregering hen over midten kunne gennemføre de store reformer, der er nødvendige, fordi S og V ellers ville holde hinanden i skak. Og at hverken rød eller blå blok kunne regere Danmark længere.

På etårsdagen er de to første præmisser faldet sammen. 

Den første har regeringen lagt i skuffen som den falske fortælling, den hele tiden har været: Danmarks økonomi står stærkt med solide offentlige finanser, historisk høj beskæftigelse og lav ledighed.

Den anden er ramlet i mødet med virkeligheden. Noget af det mest forbløffende ved dette eksperiment med en flertalsregering er, hvor lidt den har fået gennemført. De politiske ben vaklede under meningsmålingernes åg og lussingen fra store bededag, når det gjaldt de varslede reformer af tilbagetrækning og Arne-Plus.

Tilbage til Schlüter

Tilbage er kun den tredje præmis, der til gengæld står solidt plantet i den parlamentariske morads med 11 partier og løsgængere, der synes at springe ud i et stadigt stigende tempo. Vælgerne er i opbrud, og den tendens er kun lige begyndt. Partier kan ikke længere regne med deres engang så trofaste kernevælgere. 

Indebærer det en permanent forandring af dansk politik? Ikke hvis man mener en flertalsregering hen over midten. Men det er svært at se blokkenes genopstandelse i den rød-blå form, vi har kendt i de seneste 25 år.

Det ligner snarere en slags tilbagevenden til situationen under Poul Schlüter (K). Vi får næppe igen en regering henover midten. Men det vil være nødvendigt for enhver regering at være forankret i midten. 

I 1980’erne og 1990’erne betød det i praksis at have en aftale med Det Radikale Venstre. I 2020’erne betyder det at have en aftale med Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne. 

Udenrigsministeren er derfor den, der er mest grund til at ønske tillykke med fødselsdagen. Fremtiden tilhører, underligt nok, Lars Løkke Rasmussen. Og hvem skulle nu have troet det?

GDPR