DEN BEDSTE MÅDE at forstå truslerne fra Donald Trump mod Grønland på er at gå tilbage til præsidentens erfaringer som bolighaj i New York.
Metoden til at blive rig i den branche er at opkøbe boligejendomme, renovere dem og sælge dem videre. Men først skal de eksisterende lejere presses til at flytte ud med alle midler: Lad ejendommen forfalde. Håndhæv alle regler nidkært. Larmende byggeprojekter klokken fire om morgenen, så alle mister deres nattesøvn. Pres og chikane over hele linjen, indtil lejerne ikke orker mere og flytter, selv om de har ret til at blive.
Det er denne bolighajsbehandling, som Grønland og Danmark nu bliver udsat for. Pres, trusler og chikane, indtil grønlænderne og Danmark giver op, og Trump kan sætte sin vilje igennem.
Meningen med galskaben er, at vi skal blive trætte og bange. Okay, så tag dog Grønland. Nu må vi også være realistiske og lave en aftale, vi har ikke råd til at lade være. Det er den reaktion, der er vores værste fjende i nervekrigen.
Det bliver efter alt at dømme ikke en hurtig militær aktion, men en årelang kampagne.
Undgå militære spekulationer
Naturligvis kan man efter præsidentens seneste udtalelser ikke fuldkommen udelukke en amerikansk militær aktion mod Grønland, hvilket i sig selv er en helt vild konstatering.
Men det er ikke et sandsynligt scenarie, og flere republikanske toppolitikere udelukker i modsætning til Trump den mulighed. Den politiske pris for Donald Trump vil blive meget, meget stor.
Statsminister Mette Frederiksen (S) gør det eneste rigtige ved ikke at ville forholde sig til denne trussel andet end med ordene, at “så hører alting op”.
Det dummeste hun kunne gøre, var at følge rådet fra chefredaktøren på Netavisen Pio og forberede et egentligt militært beredskab med trusler om at "skyde tilbage" eller minere havne og flylandingsbaner. Det ville kun risikere at give USA et legitimt påskud for at reagere.
I nytårstalen skruede statsministeren i stedet op for den retoriske modstand mod Trump, og det er både klogt og det eneste reelt mulige modtræk for at øge den politiske pris for Donald Trump.
Den lavmælte strategi med at absorbere slagene har slået fejl, og den nye danske kurs har allerede vakt stor opmærksomhed. Flere kritiske stemmer er begyndt at melde sig internt i USA, og vi har brug for endnu flere. Det er afgørende, at flere amerikanere forstår, hvor vanvittige Trumps tanker er, og at præsidentens udtalelser om hundeslæder som Danmarks eneste forsvar og russiske og kinesiske flåder, der kredser om Grønland, er fake news.
Som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) konstaterer, så skaber man sin egen krise, “hvis man begynder at stå og fabulere over alle mulige hypotetiske situationer om anneksioner og andet. Det er slet ikke vores vurdering”.
Vi kæmper for Grønland, ikke om Grønland
Grønland tilhører dets folk. Det er kernen i det princip, Danmark skal forsvare. Vi står ikke vagt om Danmarks ret til Grønland. Vi står vagt om grønlændernes ret til at vælge deres fremtid selv. Det er ikke en kamp om Grønland, men en kamp for Grønland.
Danmark kan derfor heller ikke sælge Grønland, som USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, nu igen spekulerer i. Den kolonitid, hvor den slags kunne lade sig gøre, er heldigvis fortid.
Grønland bestemmer selv sin fremtid, og hvis et politisk flertal i Grønland ønsker selvstændighed, så skal de naturligvis have den i overensstemmelse med den proces, der er fastlagt i selvstyreloven fra 2009.
Det gør for de fleste danskere meget lille praktisk forskel, om Grønland er en del af det danske kongerige eller ej, selvom der er nogle vigtige kulturelle og historiske bånd, der ville blive svækket, hvis Rigsfællesskabet forsvandt.
Det danske udenrigsministerium, der tidligere grusomt har undervurderet Trumps trusler, begik et diplomatisk mesterstykke ved på få timer at samle de toneangivende europæiske Nato-landes regeringschefer til en historisk fælles udtalelse.
Det var ikke udenrigsministrene, men deres chefer, der førte pennen: Macron, Merz og alle de andre.
“Grønland tilhører dets folk. Det er op til Danmark og Grønland, og kun dem, at træffe beslutning om spørgsmål, der vedrører Danmark og Grønland,” hedder det i erklæringen.
Kan vi stå imod sanktioner og chikane?
Det er det enkle princip, vi skal navigere efter i kampen for Grønland. Men tag ikke fejl. Den kamp kan blive meget langvarig og meget dyr, når alle bolighajens tricks kommer ud af posen.
Trump har meget betydelige muligheder for at sætte os under pres, og trods den store opbakning fra de øvrige EU-lande, er det ikke sikkert, at de skal have noget klinket, når det kommer til stykket.
Evner vi at stå imod? Hvad siger erhvervslivet, hvis USA indfører mere eller mindre begrundede sanktioner eller lemfældige retssager mod danske virksomheder eller ulovlig regulering som den, der har ramt Ørsteds store havvindmølleprojekter? Hvis USA indfører indrejseforbud mod konkrete danske personer, som man for nylig så mod tidligere EU-kommissær Thierry Breton? Når CIA begynder deres operationer for at påvirke grønlandske meningsdannere?
Indtil videre gør Mette Frederiksen det eneste rigtige og det eneste mulige. Kontant afvisning af kravet. Samling af Europa bag Danmark. Og en oplysningsindsats for at imødegå Trumps spredning af misinformation.
Vi er kun et år inde i Trumps embedsperiode. Det bliver tre lange år for Rigsfællesskabet, når bolighajen forsøger at presse os ud.
