Manglende viden spænder ben for hjernerystelsesramte
Det er afgørende, at man får den rette behandling, hvis man pludselig rammes af hjernerystelse. Går det for hurtigt med at komme tilbage til arbejdet, og åbner man for hurtigt døren på klem for hverdagspresset, kan det få alvorlige konsekvenser.
Ud over et forlænget sygdomsforløb kan det nemlig også koste tilknytningen til arbejdsmarkedet, som A4 Medier tidligere har beskrevet.
Derfor er det også bekymrende, når et nyt studie kan konkludere, at mange hjernerystelsesramte oplever, at det er svært at få hjælp til den rette behandling, at det er svært at blive hørt, og at deres arbejdsgivere ikke skaber de rette rammer for at komme ordentligt tilbage til arbejdet.
LÆS OGSÅ: Hjernerystelser stiller krav til chefen: 'De har en meget vigtig rolle'
Det mener Nicolai Aaen, der er sekretariatschef i Hjernerystelsesforeningen. Ifølge ham er der stor forskel på, hvordan arbejdspladser håndterer det, når medarbejdere rammes af den usynlige sygdom, der i neuropsykologien beskrives som den mildeste form for hjerneskade.
- Det er utrolig vigtigt, at man som arbejdsgiver og også kollega, selvom hjernerystelser er usynlige, forstår og accepterer, at medarbejderen altså er syg, selvom man ikke lige kan se det ved første øjekast. Man må acceptere, at det for nogle tager lang tid at komme sig. Det må man have respekt for, siger han.
Men den respekt, som Nicolai Aaen efterspørger, skal man nogle steder se længere efter end andre steder.
- Det er forskelligt, hvor tålmodige arbejdsgiverne er, siger han.
Manglende viden
Og det er ganske alvorligt, påpeger sekretariatschefen. En utålmodig chef kan nemlig – med eller uden overlæg – presse en medarbejder til at komme tilbage på pinden på trods af et endnu ikke afsluttet hjernerystelsesforløb.
Det ville være oplagt, at uddanne og informere tillidsmændene rundt omkring på arbejdspladserne, så de er klædt på til at håndtere, når en kollega bliver ramt af hjernerystelse
Nicolai Aaen, sekretariatschef i Hjernerystelsesforeningen
Sker det, kan det få uhensigtsmæssige konsekvenser for medarbejderen, der kan opleve sygdomsforløbet som længere end nødvendigt og behæftet med flere udfordringer, forklarer han.
Og forklaringen, ja den skal findes i noget så simpelt som oplysning.
- Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at viden er den største barriere her. Hvis arbejdsgivere generelt havde mere viden om det, eller vidste hvor de skulle få den, så tror jeg også, de ville have lettere ved at handle på det, lyder det fra Nicolai Aaen.
Det ankerkender Frank Humle, der er neuropsykolog og direktør ved Center for Hjerneskade. Ifølge ham er der for lidt gennemsigtighed omkring hjernerystelse som en sygdom.
For selvom der er masser af viden om emnet, så kommer den bare ikke ud på arbejdspladserne, hvor den viden ellers ville være af høj værdi, forklarer han.
- Det vil helt sikkert gøre det bedre, hvis man har en fælles forståelse af, hvad det vil sige at have en hjernerystelse, og hvordan man skal håndtere det, siger Frank Humle.
Den fælles forståelse skal blandt andet have rod i en forståelse af, at hjernerystelser er noget, man skal have respekt for og som ikke bare kan arbejdes væk.
- Der skal være tydelighed omkring det. For hvis der er tvivl, også blandt kolleger, opstår der ofte sådan en mistænkeliggørelse af den ramte: Hvorfor går han tidligt hjem, og hvorfor holder han pauser her og der? Så en tydelig styring fra arbejdsgiverens side er kodeordet her, siger Frank Humle.
Uddan tillidsmanden
Det er Nicolai Aaen enig i. Hos Hjernerystelsesforeningen ønsker man derfor også, at danske arbejdspladser tager imod opfordringen og handler, så de er klædt godt på til næste gang, en kollega bliver ramt.
- Det ville være oplagt, at uddanne og informere tillidsmændene rundt omkring på arbejdspladserne, så de er klædt på til at håndtere, når en kollega bliver ramt af hjernerystelse. Man kan også som chef søge faglig rådgivning og indhente viden om det her, siger han.
Om studiet
Udover at vise vigtigheden af arbejdsgiveres håndtering af hjernerystelsesramte, konkluderer studiet også, at hjernerystelsesramte i høj grad selv må søge hjælp, når skaden er sket, fordi praktiserende læger ofte mangler viden om hjernerystelse, når symptomerne er længerevarende.
Det konkluderes også, at praktiserende læger ofte ikke har indsigt i, hvad den enkelte kommune tilbyder af rehabiliteringsforløb, hvilket skyldes, at der mangler retningslinjer for patienter med længerevarende symptomer, samt at det tværsektorielle samarbejde mellem de praktiserende læger og kommunerne mangler.
Yderligere konkluderer studiet, at der er stor forskel på, hvilke tilbud, hjernerystelsesramte tilbydes i landets kommuner, og at håndteringen af hjernerystelsesramte er vidt forskellige i kommunerne.
Studiet er ledet af lektor i neuropsykologi ved Københavns Universitet, Hana Malá Rytter, og foretaget af blandt andre Heidi Graff, der er ph.d. fra Dansk Center for Hjernerystelse.
Studiet er et såkaldt kvalitativt studie, hvilket i dette tilfælde betyder, at studiet bygger på viden opnået gennem blandt andet interview af personer – i dette tilfælde 22 hjernerystelsesramte. Altså er der i studiet gjort brug af samtale med mennesker for at opnå viden, som derefter er blevet analyseret og bearbejdet.
Spørger man kvinden bag det nye studie, Hana Malá Rytter, der er lektor i neuropsykologi ved Københavns Universitet og daglig leder af Center for Hjernerystelse, kalder studiets resultater på handling.
Ifølge hende er det afgørende, at den ramte får den rette behandling, hvilket starter ved, at den praktiserende læge sørger for at henvise patienter til den rette behandling, hvilket i sig selv kan være udfordrende.
Herefter handler det om et godt samarbejde mellem lægen og arbejdsgiveren, forklarer hun.
- Jeg ser for mig, at der bliver meget bedre samspil mellem de sundhedsfaglige og arbejdergiverne. På den måde kan man bedre designe og tilrettelægge et forløb for patienten, som bliver fulgt op af både den sundhedsfaglige, patienten selv og arbejdsgiveren, siger hun.
Hun tøver ikke med at svare på, hvorfor studiet er interessant.
- Der er en stor efterspørgsel efter det, fordi patienter med lange forløb ofte oplever, at det kan være svært at få behandling, at det er svært at blive hørt, og at der er meget mistro forbundet med det. De oplever at stå meget på egne ben og ikke blive hjulpet tilbage, siger Hana Malá Rytter.
LÆS OGSÅ: Forsker: Derfor er læger så uenige om hjernerystelse
