Medie: Danmark kan få 700.000 ekstra vacciner

20210121085706354_1000
Vaccinen fra AstraZeneca, der er lavet i samarbejde med Oxford University, er ikke godkendt endnu. Det kan ske om otte dage, når Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) skal evaluere vaccinen. Efterfølgende skal EU-Kommissionen formelt godkende den. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I Norge og Sverige er der udsigt til store leverancer fra AstraZeneca fra februar, og Danmark kan følge trop.

Danmark kan modtage op mod 700.000 vaccinedoser fra AstraZeneca allerede i februar, hvis vaccinen bliver godkendt som forventet i slutningen af januar.

Det skriver Berlingske på baggrund af tal for forventede leverancer i Norge og Sverige og oplysninger om, hvor mange doser Danmark kan forvente at få.

Norge står ifølge Berlingske til at få 1,2-1,5 millioner doser i februar og marts.

Hvis man omregner de norske tal til danske forhold, vil Danmark modtage 1,3-1,6 millioner i februar og marts.

Richard Bergström, der er vaccinekoordinationer i Sverige og har ansvaret for landets indkøb, fortæller, at vaccinen vil blive fordelt ud fra indbyggertal i EU.

- Jeg kan sige, at EU-landene får leveret vaccine, i forhold til hvor mange indbyggere et land har. Hvor mange Danmark får, må du spørge de danske myndigheder om.

- Men Sverige har udsigt til at få leveret omkring 200.000 doser af vaccinen fra AstraZeneca hver uge, så snart den er godkendt - og tallet vil hurtigt stige, siger Richard Bergström til Berlingske.

I Danmark vil Lægemiddelstyrelsen ikke kommentere, hvor mange doser Danmark ventes at modtage fra AstraZeneca.

Styrelsen oplyser, at der vil komme mere detaljerede information om leveringerne, når vaccinen bliver godkendt.

Vaccinen fra AstraZeneca, der er lavet i samarbejde med Oxford University, er ikke godkendt endnu.

Det kan ske om otte dage, når Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) skal evaluere vaccinen. Hvis EMA anbefaler en godkendelse, skal EU-Kommissionen efterfølgende godkende den, hvilket plejer at være en formalitet.

Danmark har lagt billet ind på at købe 3,9 millioner doser af vaccinen fra AstraZeneca.

/ritzau/

GDPR