Mette F. med klar appel til erhvervsskoleelever: - Gå ud og stem

20211001-153149-L-1920x1280we
Statsministeren havde fredag inviteret til uddannelsessalon på Marienborg. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Smedelærlinge og kokkeelever skal stemme. Stemmeretten er nemlig ikke blot en rettighed, men også en pligt. Så klart lød budskabet fra statsminister Mette Frederiksen (S) til de unge på erhvervsuddannelserne. 

- Gå ud og stem. Som menneske skal man se stemmeretten som en pligt. Det er ikke kun en rettighed. Det er en pligt. 

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S) til A4 Medier, da der fredag var workshop på Marienborg nord for København om fremtidens uddannelsessektor. Her mødtes repræsentanter fra store dele af uddannelsessektoren for blandt andet at diskutere erhvervspraktik, skoletræthed og fremtidens uddannelsessystem.   

Forholdene på landets erhvervsskoler var også i fokus. Og ifølge Mette Frederiksen fylder erhvervsuddannelserne meget mere i uddannelsesdebatten i dag, end de tidligere har gjort.

- Så dem, der går på erhvervsuddannelserne, har ret gode muligheder for at påvirke udviklingen, så den mulighed håber vi selvfølgelig også, at de vil bruge, fastslog hun.    

Hver stemme tæller

Men det er langt fra alle lærlinge og erhvervsskoleelever, der bruger deres stemmeret. Ved det seneste folketingsvalg lyder vurderingen på, at det kun var omkring tre ud af ti stemmeberettigede erhvervsskoleelever, der stemte, viser tal fra Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO). 

Står det til statsministeren, skal det mønster helst ikke gentage sig, når der den 16. november er kommunal- og regionsrådsvalg. 

-  Vi bliver alle sammen nødt til at gå ned og gøre vores indflydelse gældende og trække tingene i den retning, som vi synes, er den bedste, sagde Mette Frederiksen. 

Hun fremhævede, at Danmark er et lille et land med få indbyggere, hvor en enkelt stemme rent faktisk gør en reel forskel.

A4 Medier sætter i samarbejde med Kulturministeriet netop fokus på at få erhvervsskoleeleverne til stemmeurnerne frem mod kommunalvalget. På denne hjemmeside kan du høre, hvad en række erhvervsskoleelever mener om valget.

GDPR