En cirka syvårig pige ankommer til et felthospitalet i det sydlige Irak. Hun skriger. Begge underarme og underkæben er sprængt væk af en mine.
Det er 29 år siden. Alligevel forfølger billederne af den hårdt sårede pige stadig den i dag 52-årige tidligere soldat Michael Jakobsen. Stemmen knækker, og han holder flere pauser, når han fortæller om den oplevelse.
LÆS OGSå: Unge soldater bliver syge af at tage i krig
- Jeg kan stadig høre skrigene lige så tydeligt, og jeg kan også fornemme lugtene fra felthospitalet, fortæller han.
I dag er krigsveteranen lydfølsom, især børneskrig rammer ham. Derfor handler han kun ind om formiddagen eller tidlig eftermiddag, og næsten aldrig senere end klokken 14. I det hele taget holder han sig fra steder med megen larm og lever i dag mere eller mindre isoleret i en separat del af sine forældres hus i Odense.
Jeg stod op og gik ud på badeværelset og vaskede hænder, mens jeg talte om, at der var blod over det hele. I den periode begyndte jeg at drikke hver aften i et halvt år bare for at kunne falde i søvn.
Michael Jakobsen. krigsveteran
Sådan var det ikke dengang i 1992, da han efter 7 måneder, og 24 år gammel, vendte hjem fra sin første udsendelse til det sydlige Irak.
Michael Jakobsen har altid elsket at arbejde og at træne. Faktisk så meget at han i dag godt kan se, at det har været en overlevelsesstrategi for at slippe for at forholde sig til sine minder fra krigen.
Symptomer på PTSD efter udseendelse:
- Det er almindelige stresssymptomer: Hjertebanken, sved i håndfladeren, fysiske responser på høje lyde og på pludselige bevægelser. Mange bemærker også, at de bliver mere årvågne.
- Når man kommer hjem fra krig, hvor der har været et højt trusselsniveau og mange kampscener, skal kroppen tilbagejusteres. Kroppen har været på overarbejde for at kunne udregne risici og for at beskytte sig. Normalt går der tre måneders tid, før kroppen har tilbagejusteret sig. Hvis symptomerne ikke forsvinder inden for tre måneder, skal soldaterne henvende sig til os.
- Soldaterne skal reagere, hvis de oplever, at de bliver ved med at være præget af erindringsglimt fra deres udsendelse. Det kan både være som drømme om natten og om dagen, hvor de kan komme til at tænke på det, uden at de har lyst til det. De kan blive påvirket af det og blive triste, kede af det eller vrede.
- Symptomerne kan vise sig med det samme, men der kan også gå mange år. Vi oplever, at veteraner henvender sig efter 20 år. Det er ikke ensbetydende med, at det er første gang, at de oplever symptomer. Forklaringen kan også være, at de henvender sig, fordi de ikke længere kan undertrykke symptomerne.
Kilde: Militærpsykolog Nikolai Roitmann fra Veterancentret under Forsvarsministeriet.
- Jeg var typen, der hadede at holde fri, og hvis jeg gjorde, var jeg konstant aktiv. Når jeg endelig tog på ferie, tog jeg om på den anden side af Kloden med en rygsæk på. Jeg trænede også konstant for at kunne falde i søvn om aftenen, fortæller han.
LÆS OGSÅ: Kvindelig konstabel krænket i Forsvaret: "Ingen gider kneppe dig"
I 1995, tre år efter hjemkomsten, begynder de første symptomer på PTSD at vise sig:
- Min daværende kæreste fortalte, at jeg gik meget i søvne om natten. Jeg stod op og gik ud på badeværelset og vaskede hænder, mens jeg talte om, at der var blod over det hele. I den periode begyndte jeg at drikke hver aften i et halvt år bare for at kunne falde i søvn.
Efter Golfkrigen bliver Michael Jakobsen overflyttet fra Hæren til Flyvevåbnet, hvor han uddanner sig til flymekaniker på F16. Han bliver også udsendt flere gange, blandt andet i to år i forbindelse med Kosovo-konflikten fra 1998-2000.
Frygter sygemelding
På det tidspunkt ved Michael Jakobsen godt, at der er noget galt. Men han afslår at blive tilset af en psykolog eller psykiater, fordi hans største frygt er at blive sygemeldt og endnu værre, at få en diagnose. Derfor fortsætter han ufortrødent med sit arbejde.
Michael Jakobsen i færd med at fjerne eksplosiver fra en vej i Irak (Privatfoto)
I de følgende ti år er han ude af militæret for blandt andet at arbejde for et privat luftfartselskab, inden han vender tilbage til Forsvaret og endnu en udsendelse, denne gang til Sicilien i 2011 i forbindelse med NATO's bombninger i Libyen.
Der er ikke noget, jeg ønsker mere end at komme til at arbejde igen. Det er et tab af min identitet, at jeg ikke kan arbejde. Jeg har hverken kone eller børn, men jeg havde mit arbejde, som jeg elskede.
Michael Jakobsen. krigsveteran
Her er Michael Jakobsen som F16-flymekaniker vidne til, at flyene letter fra Sicilien med bomber og anden ammunition og vender tomme hjem igen. Her knækker filmen for alvor for ham. Han kan ikke holde ud at være i teltlejren, lydene og de mange mennesker går ham på, og han har mareridt hver nat.
Da han kommer tilbage til Danmark, bliver han tilset af en psykolog, der mener, at han har symptomer på PTSD.
- Jeg trak bare på skuldrene og fortsatte med at arbejde. Jeg frygtede inderligt en sygemelding. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle give mig til uden mit arbejde, og jeg ville ikke kunne leve på sygedagpenge, siger han.
Michaels symptomer er klassiske
- Vi oplever soldater, der henvender sig efter 20 år med symptomer. Ofte har de forsøgt at håndtere symptomerne selv ved et uhensigtsmæssigt højt arbejdspres eller ved at misbruge alkohol og stoffer. Det er den klassiske måde at håndtere det på, og der opstår jo i den forbindelse en masse andre sociale problemer, som også skal håndteres, siger militærpsykolog Nikolai Roitmann fra Veterancentret under Forsvarsministeriet.
Michael Jakobsen fortsætter som flymekaniker i Forsvaret samtidig med, at han underviser. Han arbejder i døgndrift, og sover og spiser stort set ikke. Han får af sin egen læge ordineret det beroligende medicin Oxapax, der blandt andet gives mod angst og urotilstande, og ender hurtigt med et overforbrug på seks-syv piller hver aften.
- Jeg havde ansvaret for at undervise inden for flere systemer på F16. Jeg havde reoler fulde af mapper, der dannede grundlag for undervisningen, som normalt vil tage cirka et år at forberede sig på. Det skulle jeg gøre på halvanden måned. Og jeg gjorde det.
Selvmordsforsøg og afvænning
En forårsdag i 2013 ramler det hele, og Michael Jakobsen tager et slæbetov under armen. Han har planlagt at tage sit eget liv ned til mindste detalje:
- Det skulle foregå en nat og gøres ved en jernebanebro lidt udenfor Odense, hvor børn ikke kunne finde mig. Kort forinden ville jeg ringe 112, så jeg var sikker på, at det var professionelle, der ville finde mig, husker han.
Michael Jakobsen ender med at opgive selvmordsforsøget den nat, fordi forbipasserende biler forstyrrer hans mission.
Da Michael Jakobsen havde det værst vejede han 55 kilo. (Privatfoto)
Kort tid efter beslutter han sig igen for at tage sagen i egen hånd. Han vil ud af sin afhængighed af Oxapax. Han planlægger, at det skal ske i løbet af en weekend med hjælp fra alkohol. Det lykkes ikke, og Michael Jakobsen bliver indlagt på psykiatrisk afdeling.
Da han starter på arbejde igen, forsøger han endnu en gang at undgå krigens traumer ved at drukne sig selv i arbejde. Men Michael Jakobsen får det kun værre de næste par år. Kiloene rasler af, og til sidst vejer han blot 55 kilo fordelt på 178 cm. Han bliver igen sygemeldt og flytter blandt andet ind på et veteranhjem i Fredericia i tre måneder.
- Jeg kunne ikke være nogen steder. Jeg havde mareridt hver nat. En anden veteran bemærkede, at jeg stod op om natten, og vaskede hænder i søvne, mens jeg mumlede om blod. På et tidspunkt væltede jeg alt i veteranhjemmets fælleslokale.
Flashback i lufthavnen
I juni 2017 bliver Michael Jakobsen headhuntet af et flyselskab, selvom han er sygemeldt. Han søger derfor om orlov uden løn fra Forsvaret for at tage til Grønland.
Men i lufthavnen på vej til sit nye job, indser Michael Jakobsen, at han ikke længere kan flygte fra krigens traumer. De mange mennesker i lufthavnen i Kastrup, og børn der skriger, sender ham direkte tilbage til Irak og den skrigende 7-årige pige:
- Jeg plejede ikke at få flashbacks. Men det gjorde jeg der. Jeg måtte flygte fra lufthavnen og tage hjem og lave det pinligste opkald i mit liv, forklarer han.
Efter Michael Jakobsen har fortalt sin nye arbejdsgiver, at han alligevel ikke kan tage jobbet, ringer han til Forsvarsministeriets Personalestyrelsen. Her annullerer man hans orlov, og han bliver sygemeldt og får diagnosen PTSD.
Michael Jakobsen har ikke arbejdet siden 2016. Han fik første afslag fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), der ikke vil anerkende hans diagnose som en erhvervsskade, i august 2018. Og i april i år træffer Ankestyrelsen den samme afgørelse.
- Der er ikke noget, jeg ønsker mere end at komme til at arbejde igen. Det er et tab af min identitet, at jeg ikke kan arbejde. Jeg har hverken kone eller børn, men jeg havde mit arbejde, som jeg elskede. Som jeg har det nu, tror jeg desværre ikke på, at jeg kommer til at arbejde igen. Jeg er bedøvende ligeglad med selve erstatningen. En erstatning ville aldrig kunne godtgøre det økonomisk tab, jeg har ved aldrig at kunne arbejde igen. Jeg ønsker blot en anerkendelse af, at det er jobbet, der gjorde mig syg, siger han.
Mener du, at Forsvaret kan gøre noget mere for at undgå, at soldater kommer hjem og bliver syge?
- Når jeg, som var super velfungerende, kom hjem, og fik det så dårligt, så kan det ske for alle. Derfor tror jeg ikke på, at det er et problem, man kan screene sig ud af. Til gengæld mener jeg, at man fra politikernes side skal kalkulere med, at soldater, der har været i krig, kommer hjem med ar på sjælen, som kan være for livet, og at det kan koste dyrt, siger Michael Jakobsen.
Afslaget fra Ankestyrelsen
”Vi vurderer fortsat, at det ikke i tilstrækkeligt omfang er godtgjort eller sandsynliggjort, at Michael Jakobsen udviklede PTSD i tidsmæssig sammenhæng med exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger i forbindelse med udsendelserne som soldat”.
