
Har du et EU-pas, og er du villig til at arbejde for 100 kroner i timen på en svinefarm?
Så er der masser af arbejde at finde gennem rekrutteringsbureauet Bixter.
Mens smittetallene i Danmark igennem november og december har været støt stigende, og samfundet i takt med det er blevet lukket mere og mere ned, har Bixter ufortrødent på Facebook lokket udenlandsk arbejdskraft til landet.
Det skriver Fagbladet 3F.
Også rekrutteringsbureauet Baltic Workforce skriver på sine rumænske, polske og lettiske Facebook-sider i december, at de kan tilbyde arbejde i Danmark.
På virksomhedens hjemmeside bryster Baltic Workforce sig af at være “Danmarks største formidler af udenlandsk arbejdskraft”, og at man kan spare helt op til 50 procent på lønudgifterne ved at vælge billig, udenlandsk arbejdskraft.
Ifølge professor i folkesundhed på Københavns Universitet Flemming Konradsen er udenlandske arbejdere i mange faglærte og ufaglærte brancher særligt udsatte for at blive smittet med corona-virus.
Det vil kunne sprede sygdom blandt arbejderne, som kan sprede sig videre ud i det omkringliggende samfund og til deres hjemlande, når de er færdige med at arbejde i Danmark, forklarer han.
- De bor ofte mange personer på meget lidt plads, de bliver transporteret mange personer i biler til og fra arbejdspladsen, og de kan have kontraktforhold, der gør, at de ikke får løn, hvis de bliver syge og dermed møder op på arbejde, selv om de har symptomer. Og på grund af deres boligforhold har de ringe mulighed for at isolere sig og spreder derfor smitte til andre, siger Flemming Konradsen.
Smitteudbrud på Danish Crown
I Danmark har der tidligere været smitteudbrud blandt udenlandske slagteri-medarbejdere på Danish Crown-slagteriet i Ringsted, hvor mange udenlandske arbejdere boede meget tæt.
Også blandt udenlandske byggearbejdere på hospitalsbyggeriet i Odense har der været smitteudbrud, hvor 60 byggearbejdere blev smittet med corona-virus.
Forbundssekretær i fagforeningen 3F, Henning Overgaard, er på ingen måde imponeret over rekrutteringsbureauernes adfærd.
- Mens vi andre isolerer os fra hinanden af frygt for smitte, fortsætter de ufortrødent deres glubske guldjagt. Det er direkte usmageligt og stærkt kritisabelt, og det risikerer at koste menneskeliv, siger Henning Overgaard.
Fagbladet 3F har kontaktet direktøren for Bixter, Natalya Jørgensen, for at give hende mulighed for at svare på den kritik, der bliver rettet imod rekrutteringsbureauerne.
Direktøren har dog kun få kommentarer:
- Vi har ikke noget imod det danske system og den danske lovgivning, siger Natalya Jørgensen.
Rekrutteringsbureauet Baltic Workforce, som officielt drives under navnet Administrationsselskabet APS, er ikke vendt tilbage på Fagbladet 3Fs henvendelser.