Løkke til danske virksomheder: Tegn overenskomst og få adgang til mere udenlandsk arbejdskraft

20230829-144342-L-1920x1280we
Lars Løkke Rasmussen under et pressemøde ved Moderaternes sommergruppemøde tirsdag. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Moderaterne vil med et nyt forslag sikre danske virksomheder mere udenlandsk arbejdskraft.

Danske virksomheder skal fremover have bedre mulighed for at hente udenlandske medarbejdere, så længe de har en overenskomst.

Sådan lyder meldingen fra Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, på partiets sommergruppemøde tirsdag.

Det skriver TV 2.

Forslaget er ét ud af 12 forslag om international arbejdskraft, som Moderaterne har præsenteret på deres sommergruppemøde.

Lars Løkke Rasmussen kalder forslaget et ”skulderklap til fagbevægelsen”.

”Det vil skabe et stærkere incitament til, at den fjerdedel af det danske arbejdsmarked, der ikke er overenskomstdækket, faktisk bliver det,” siger han.

Dansk Erhverv jubler

Konkret ønsker partiet, at overenskomstdækkede virksomheder skal kunne ansætte udlændinge uden om diverse ordninger hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) og en lang sagsbehandlingstid.

I Dansk Erhverv er man glade for Løkkes udmelding. På det sociale medie X skriver den administrerende direktør Brian Mikkelsen, at ”uden den fornødne arbejdskraft kan vi ikke løse fremtidens udfordringer”.

Forslaget er Moderaternes eget, og det er ikke afstemt med statsminister Mette Frederiksen (S), fortæller Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde tirsdag.

Det flugter dog med regeringsgrundlaget, hvori der står, at regeringen vil indføre nye ordninger for udenlandsk arbejdskraft med lavere beløbsgrænser for certificerede virksomheder, der har ordnede løn- og arbejdsvilkår.

Beløbsgrænsen, der angiver, hvor meget en udlænding må tjene, når han eller hun kommer til Danmark for at arbejde, blev tidligere i år sat ned fra 465.000 kroner til 375.000 kroner. Ændringen bygger på en politisk aftale, som den tidligere S-regering indgik med Folketingets partier.

GDPR