Denne artikel er oprindeligt bragt på Faglige Seniorer.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.
Da min mor døde, vejede hun 34 kilo. Hun lignede en kz-fange, husker Susanne Borg Pedersen.
Hendes stemme bliver skrøbelig, når hun fortæller om sin mors sidste tid.
14 dage efter, at Susannes mor var flyttet på plejehjem i Brønshøj, lukkede Danmark ned. Ingen former for besøg var tilladt, og Susanne måtte nøjes med at holde sig orienteret om sin 88-årige mors tilstand over telefonen.
- Min mor var dement og svær at tale i telefon med. Hun forstod ikke, hvorfor jeg ikke måtte komme og besøge hende på plejehjemmet. Når jeg ringede til hende, spurgte hun altid ”Kommer du ikke og besøger mig?” og ”Hvornår må jeg komme hjem?”. Det var hjerteskærende at høre, hvordan hun blev mere og mere ulykkelig.
- Jeg forklarede min mor tusinde gange, at der var en sygdom, og at det var derfor, jeg og mine døtre ikke måtte komme på besøg, men hun forstod det ikke. Det var virkelig hårdt.
Et rent helvede
I starten af juni begyndte Susanne at kunne besøge sin mor i et telt udenfor plejehjemmet. Men hun var meget i tvivl om, hvorvidt det var til gavn eller skade, for hendes mor var allerede tydeligt mærket af knap to måneders isolation.
Hvor har jeg dog forbandet coronaen langt væk. Min mor havde nok levet noget længere uden den, og jeg er sikker på, at den sidste tid havde været meget bedre
Susanne Borg Pedersen
- Det var et rent helvede for hende, for hun fik angst, når de tog hende udenfor. Det blev heller ikke bedre af, at vi skulle sidde i hver sin ende af et langt langt bord. Min mor var svagthørende og havde svært ved at høre, hvad jeg sagde, selv om jeg råbte. Hun forstod ikke, hvorfor jeg skulle sidde så langt fra hende, husker Susanne.
- Anden gang, jeg besøgte hende, skulle vi sidde med plexiglas mellem os. Der stjal jeg et kram, mens ingen så det. Til sidst bad min mor om at komme op i seng. Hun var meget ulykkelig og angst ved at være i det telt.
Stoppede med at spise
Da Susannes mor flyttede på plejehjem, vejede hun kun 44 kilo. Fire måneder senere havde hun tabt yderligere ti.
Da Susanne konfronterede plejehjemslederen med sin mors store vægttab, fik hun blot det svar, at moren vel altid havde været tynd.
- Jeg er ikke i tvivl om, at min mor stoppede med at spise af sorg. Hvis vi havde kunnet besøge hende, havde vi kunnet få hende til at spise. Men uanset hvor meget jeg prøvede, fik jeg ikke lov at komme ind.
Skulle aldrig have flyttet mor
Susanne bor i Roskilde og det tog op til tre timer med det offentlige at besøge sin mor på plejehjemmet i Brønshøj. Da der blev plads på et plejehjem i Roskilde fem minutter fra Susannes bolig, besluttede hun derfor at flytte hende. På det nye plejehjem fik hun nemlig lovning på, at hun ville kunne besøge sin mor indendørs.
- Jeg fik at vide, at her ville jeg få lov at besøge min mor inde i hendes bolig, og det var netop, hvad hun havde brug for, for at føle sig tryg.
LÆS OGSÅ: Filosof om corona-pessimisme: 'Jeg tror, at vi alle har brug for en konkret dato'
Men dagen før flytningen fik Susanne at vide, at der var sket en misforståelse og at besøg kun måtte foregå udendørs i et telt. Det var knusende.
- Da fortrød jeg, at jeg havde sat gang i flytningen, men det var for sent.
Udslukt i øjnene
- De første dage efter flytningen forsøgte jeg at besøge min mor. Men hver dag fik jeg at vide, at de ikke kunne få fat i den kørestol, min mor skulle køres ud i teltet i. Så måtte jeg gå hjem igen. Da jeg ringede til mor, kunne jeg slet ikke kende hendes stemme. Hun kunne ikke svare på noget og kunne ikke tale, husker Susanne.
LÆS OGSÅ: Sosu’en Hanne får energi af øget anerkendelse: 'Pludselig blev vi kaldt hverdagens helte'
Heldigvis skulle Susannes mor underskrive et dokument i forbindelse med flytningen, og da personalet ikke kunne få hende til det, fik Susanne undtagelsesvist lov at komme ind til at sin mor for at ordne det.
- Hun plejede sagtens at kunne sætte en underskrift, men jeg kunne slet ikke kende hende. Hun var fuldstændig udslukt i sine øjne. Hun lignede en fra en koncentrationslejr. Hun kunne ikke kende mig.
Et sidste farvel
29. juni gav Susannes mor op. Hun nåede at bo fire dage på det nye plejehjem.
- Jeg vidste ikke, at det skulle blive sidste gang, jeg talte med hende. Men vi fik sagt, at vi var glade for at se hinanden. Næste morgen døde hun, mens en medarbejder holdt hende i hånden. Jeg er ked af, at jeg ikke var der, men jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik sagt farvel til hende.
Meget havde sandsynligvis været helt anderledes, hvis corona-epidemien ikke havde ramt landet, netop da Susannes mor var flyttet på plejehjem.
- Hvor har jeg dog forbandet coronaen langt væk. Min mor havde nok levet noget længere uden den, og jeg er sikker på, at den sidste tid havde været meget bedre. Min mor mistede håbet, og jeg er ikke i tvivl om, at hun døde af sorg.
