Gitte Redder: Nu gider velhavende danskere ikke længere de filippinske au pairer

Gitte_Redder_bred__1_
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er åbenbart blevet både alt for dyrt og besværligt for rige familier at få passet børn og vasket tøj af unge kvinder fra Asien og Afrika. Sidste år kom der kun 610 au pairer til Danmark.

DER ER ALT FOR MANGE grimme historier om billig udenlandsk arbejdskraft i Danmark. Om social dumping, arbejdslejre og uskøn udnyttelse af østeuropæiske chauffører, ukrainske landarbejdere og italienske bygningsarbejdere. Skampletter på et af verdens bedste arbejdsmarkeder, hvor vi besynger gode løn- og arbejdsvilkår.

Og så er der historien om den danske au pair-ordning. Også en provokation at være vidne til i ordningens storhedstid for en halv snes år siden. Dengang tusindvis af filippinske, kenyanske og ukrainske unge kvinder kom til Danmark og måtte nøjes med små lommepenge for børnepasning, rengøring, madlavning og husarbejde i danske velhaverfamilier.

LÆS OGSÅ: Antallet af au pairer når ny bundrekord: Nyt gebyr får skylden

Ordningen gik længe under radaren på både Christiansborg og i fagbevægelsen, fordi det var såkaldt kulturel udveksling. Det er sproglig hvidvaskning at kalde au pair kulturel udveksling. Og hvidvaskning bryder ingen sig om, vel?

Faktum er og var dog, at karrierefamilier ved muffen fandt en billig måde at skaffe sig arbejdskraft på. Især i Nordsjælland blev det trendy at indrette et au pair-værelse downstairs i palæet, hvor den filippinske au pair kunne stryge skjorter for senere at bevæge sig upstairs for at støvsuge. Lidt frisk luft fik au pairerne, når de senere på dagen hentede børnene i vuggestuen. På den måde blev der plads til, at far og mor kunne arbejde længe og gå i teatret om aftenen.

I 2008 BLEV DER givet 2.937 opholdstilladelser til au pairer. De fik under 3.000 kroner om måneden i lommepenge. De færreste af dem fik dengang danskundervisning og det kulturelle indhold af opholdet var i bedste fald et indblik i den rige verdens livsformer.

Efterhånden kom der afsløringer om grov udnyttelse af fattige au pairer, og flere forskere begyndt at kigge kritisk på ordningen. Fagbevægelsen, især FOA, kom op på mærkerne, og det samme gjorde venstrefløjen på Christiansborg.

Især i Nordsjælland blev det trendy at indrette et au pair-værelse downstairs i palæet, hvor den filippinske au pair kunne stryge skjorter for senere at bevæge sig upstairs for at støvsuge
Gitte Redder, faglig kommentator

Efter flere års politisk ballade vedtog et flertal i Folketinget i 2015 forbedringer af ordningen. Først og fremmest en markant forhøjelse af lommepengene samt andre obligatoriske udgifter til værtsfamilien. Ud over at betale gebyr for sagsbehandlingen i Styrelsen for International Rekruttering og Integration, blev værtsfamilierne også pålagt at betale flyvebillet tur-retur, lovpligtige forsikringer som arbejdsskadeforsikring og en ulykkesforsikring. Samtidig skulle der betales for danskundervisning til au pair-pigen.

HER I 2022 SKAL en au pair udover kost og logi have 4.600 kroner i lommepenge om måneden, og værtsfamilien skal punge ud med 18.215 kroner til en omgang danskundervisning, uanset om au pairen deltager i dansktimerne eller ej. Dertil kommer forsikringerne og en masse administrativt arbejde og dokumentation for au pairens familie.

I takt med at au pair-ordningen er blevet dyrere, er interessen for kultur-ordningen styrtdykket. Fra 1. januar til 30. november 2021 blev der kun givet 610 opholdstilladelser til au pairer herhjemme. 2021 kommer dermed til at sætte historisk bundrekord i antal opholdstilladelser til au pairer.

Det er paradoksalt – og horribelt – at selv om antallet af au pairer falder markant, stiger antallet af sager, hvor danske værtsfamilier har misbrugt ordningen til at udnytte kvinderne til billig arbejdskraft
Gitte Redder, faglig kommentator

Selvom covid-19-pandemien også spiller ind, er der ingen tvivl om, at danske familier ikke længere finder det attraktivt at få en au pair. ’Beløbsgrænsen’ er ikke sat ned men op, og så kan det ellers være at lysten til au pair er ebbet ud. Måske ser vi om et par år den sidste fillippinske au pair vente på bussen i Gentofte og Hørsholm?

FOA HAR GJORT ET formidabelt stykke arbejde i at presse på politisk for at forbedre ordningen samt at organisere au pairerne og tilbyde dem rådgivning og hjælp til at føre sager.

Det er paradoksalt – og horribelt – at selv om antallet af au pairer falder markant, stiger antallet af sager, hvor danske værtsfamilier har misbrugt ordningen til at udnytte kvinderne til billig arbejdskraft langt ud over de 30 timer om ugen, som de ifølge loven må arbejde. Sidste år åbnede FOAs Au Pair Network mere end 40 sager, hvor der var en konflikt mellem værtsfamilien og au pairen. Typisk om økonomiske forhold, hvor familien ikke har betalt tilstrækkelige lomme-, kost- eller feriepenge.

Au pair-historien er ikke kun interessant i sig selv, men giver også perspektiv i den aktuelle debat om behovet for mere udenlandsk arbejdskraft. Det seneste udspil fra arbejdsgiverne er, at man bør sænke beløbsgrænsen i håb om at kunne tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft uden for EU. Arbejdsgivernes drøm er at sænke beløbsgrænsen til 360.000 kroner. Det vil svare til en månedsløn på 30.000 kroner inklusive pension og feriepenge.

I den kontekst er forbedringer og stramninger af den danske au pair-ordning opbyggelig. Den dokumenterer, at det i en global verden kan lade sig gøre at regulere det danske arbejdsmarked og sætte en stopper for udnyttelse, når fagforbund ikke helmer og allierer sig med de partier i Folketinget, der også vil værne om ordentlige danske arbejdsvilkår.

DET ER VÆRD AT erindre om, at dansk fagbevægelse ikke kæmper mod mere udenlandsk arbejdskraft. Fagbevægelsen kæmper for fortsat at have hånd i hanke med, at lønmodtagere på det danske arbejdsmarked – uanset hvor på kloden de kommer fra – skal have ordentlige løn- og arbejdsvilkår på lige fod med danskerne.

Hvis udenlandsk arbejdskraft primært skal bruges til at presse løn- og arbejdsvilkår i Danmark, er det et selvmål
Gitte Redder, faglig kommentator

Hvis udenlandsk arbejdskraft primært skal bruges til at presse løn- og arbejdsvilkår i Danmark, er det et selvmål. Både for den danske model og et konkurrencedygtigt arbejdsmarked med topkvalificerede medarbejdere.

Formand for FOAs Kost og Servicesektor Pia Heidi Nielsen rammer plet, ikke bare om au pair men om udenlandsk arbejdskraft, når hun udtaler, at det er grov udnyttelse: ”Det lugter af sådan en slags imperialisme, hvor de rige bare frit kan udnytte fattige fra andre lande. Det er virkelig grimt, og det skal stoppe”.

GDPR