Ny analyse om fremtidens arbejdsmarked: “Det bliver en blodig kamp om ressourcer”

“Fremtiden bliver en blodig kamp om ressourcerne, hvis ikke vi ændrer noget.”

Med de ord åbnede Stina Vrang Elias, administrerende direktør i DEA, scenen til tænketankens konference om fremtidens arbejdsmarked. 

Hun var iført cowboyhat, bag hende hang kaktus-balloner ned fra loftet, og på bordene lå chokolade-guldmønter. 

Budskabet var klart. 

Rekrutteringsudfordringerne i stort set alle fag bliver så voldsomme, at arbejdsmarkedets fremtid kommer til at ligne det vilde vesten.

Den dystre fremskrivning skyldes, at de årgange, der er uden for arbejdsmarkedet, bliver større, mens dem der er på arbejdsmarkedet, bliver mindre.

En af de løsningsmuligheder, der er blevet præsenteret, er brugen af international arbejdskraft. 

Men det er ikke helt så enkelt, som det lyder, viser en ny analyse som DEA har lavet i forbindelse med konferencen. 

Sprogkundskaber er afgørende

På væggene i Pakhus 11, hvor konferencen blev afholdt, hang der “wanted”-plakater med billeder af sygeplejersker, pædagoger, elektrikere, it-specialister, farmaceuter og sosu-hjælpere. 

Plakaterne skulle symbolisere de seks jobgrupper, som vi kommer til at mangle allermest i fremtiden, og som DEAs analyse tager udgangspunkt i, når den undersøger muligheden for brugen af international arbejdskraft. 

“For at vi kan satse på udenlandsk arbejdskraft, så er der to afgørende grupper, som skal støtte op om det. Den ene er befolkningen, der er kunder eller brugere af offentlige tilbud, og den anden er arbejdsgiverne,” sagde Lukas Hidan, seniorøkonom i DEA, der er en af ophavsmændene til analysen, da han præsenterede den på konferencen. 

Og analysen viser, at indstillingen til international arbejdskraft svinger meget for både arbejdsgiverne og befolkningen, når man ser på de seks forskellige fag. 

Primært er det de fag, hvor der ikke er en borgernær aktivitet i jobbet, hvor villigheden til at ansætte udlændinge er størst blandt arbejdsgiverne. Mens arbejdsgiverne til pædagoger og social- og sundhedshjælpere er mere skeptiske. 

I analysen pointeres det, at sprogkundskaber er afgørende for opbakningen til rekruttering fra udlandet. 

Fælles for de seks undersøgte faggrupper er da også, at arbejdsgiverne er mere villige til at gøre brug af udenlandsk arbejdskraft, hvis medarbejderne har været på et danskkursus, som giver dem færdigheder til et samtaleniveau. 

Alligevel er det kun 20 procent af de adspurgte ledere i daginstitutioner, som ville ansætte medarbejdere fra EØS-lande, selv hvis de havde været på danskkursus. 

Sproget er altså en grænse, der er svær at krydse for at kunne inddrage udlændinge på det danske arbejdsmarked, og borgerne er på samme måde påpasselige over for international arbejdskraft i de job, som kræver kontakt til borgeren. 

Analysen viser, at under fem procent af befolkningen mener, at det er uproblematisk at rekruttere uden for Norden til stillinger som lærer, pædagog, sygeplejerske og social- og sundhedshjælper. 

På trods af modviljen mod international arbejdskraft, så viser analysen fra DEA, at arbejdsgiverne ikke er helt så kritiske overfor niveauet fra de internationale medarbejdere, de allerede har ansat. 

Eksempelvis svarer 90 procent af arbejdsgiverne på pædagogområdet, at de udenlandske medarbejdere levere på samme eller højere niveau som de danske medarbejdere.

Et globalt problem

Men spørgsmålet om sprogbarrieren er ikke det eneste, der står i vejen for, at international arbejdskraft kan blive et led i at løse Danmarks rekrutteringsudfordringer.

For hvor skal alle de her mennesker komme fra? 

Ifølge analysen fra DEA står vi nemlig langt fra alene med problematikken. 

Stort set alle lande i verden mangler sygeplejersker, og alle de store virksomheder kæmper om at rekruttere de bedste udenlandske specialister. Og når de udfordringer vi står med, er resultatet af en global tendens, så tilføjer det pludseligt endnu et lag af udfordringer og uopklarede spørgsmål. 

Hvordan bliver de danske it-virksomheder konkurrencedygtige i forhold til at rekruttere? 

Hvad gør vi, når østeuropæiske lande selv begynder at rekruttere håndværkere internationalt, fordi efterspørgsel i de lande også vokser? 

Og hvad gør vi med det etiske dilemma, der opstår, når vi forsøger at tillokke spanske sygeplejersker fra et spansk sundhedsvæsen, der er endnu mere udfordret end vores eget? 

Listen er lang, og med løsningerne følger blot endnu flere komplekse problemstillinger.

Alligevel var det klart fra både DEAs konference, og den nye analyse, at vi må forsøge at finde en måde at benytte den internationale arbejdskraft på.

Alternativet er, at vores fremtid ligner det vilde vesten.