A4 Aktuelt
Køb abonnement

Kvinde faldt til julefrokost: Nu er det anerkendt som arbejdsskade

5. januar 2021 kl. 6.23
Advokat Kira Kolby Christensen opfordrer ansatte til at tænke bredt om, hvad det vil sige at være på arbejdet. Det kan være andet og mere end lige at udføre sit job og sine opgaver. (Arkivfoto) | Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Kvinde faldt under dans til julefrokost og slog hovedet. Det er en arbejdsskade, slår Retten i Kolding nu fast.

En yngre kvinde falder under en dans til en julefrokost og banker sit hoved ned i et hårdt cementgulv.

Hun er stadig påvirket af ulykken, der skete for tre år siden. Hun lider meget af hovedpine, og hun har været nødt til at skifte fag.

Retten i Kolding har netop afgjort, at uheldet er en arbejdsskade. Det havde både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdsskadestyrelsen ellers tidligere afvist.

LÆS OGSÅ: Julefrokosten blev Nichlas mareridt: ‘Mit liv er ødelagt’

Og nu går hun og venter på en afgørelse om, hvad hun skal have i erstatning.

Det er advokat Kira Kolby Christensen fra Elmer Advokater, der har ført sagen for ulykkesofret. Hun gør opmærksom på, at arbejdsgivere, der arrangerer julefrokoster eller andre begivenheder for at fremme trivslen, også har et ansvar for de ansatte i disse situationer.

- Mange tænker måske, at hvis de kommer til skade ved sådan et arrangement, så har det ikke noget med arbejdet at gøre. Dermed mener de måske også, at så er der ikke nogen erstatning at hente. Men dommen her viser, at de ansatte også er dækket, når ledelsen arrangerer eller er med til det, siger Kira Kolby Christensen.

Efter dommen er myndighederne nu ved at regne ud, hvad hun præcis skal have i erstatning. Kira Kolby Christensen vurderer, at hun har pådraget sig op mod 10 procent mén.

Hvis afgørelsen bliver sådan, så vil det give kvinden cirka 85.000 kroner som éngangsbeløb. Oveni kommer måske erstatning for tab af erhvervsevne.

Ankestyrelsen afviste ellers i første omgang, at der var tale om en arbejdsskade, fordi de mente, at det hovedsagelig var personaleforeningen, der havde arrangeret. Men der kom en anden sandhed frem ved domsforhandlingen i retten.

Det viste sig, at det hovedsagelig var ledelsen, der arrangerede. Arbejdsgiveren betalte også hovedparten af udgifterne.

- Retten lægger derfor til grund, at julefrokosten var i væsentlig interesse for arbejdspladsen som et led i ledelsesarbejdet, skriver dommeren.

Retten giver dermed medhold i, at der var tale om en arbejdsulykke. Ankestyrelsen har valgt ikke at anke dommen, oplyser Kira Kolby Christensen.

Kira Kolby Christensen opfordrer ansatte til at tænke bredt om, hvad det vil sige at være på arbejdet. Det kan være andet og mere end lige at udføre sit job og sine opgaver. Det kan strække videre end den almindelige opfattelse af, hvornår ”man er på arbejde”.

- Hvis arbejdsgiveren arrangerer et eller andet af hensyn til trivslen, så gælder arbejdsmiljøloven. Det vil sige, at man er omfattet af de almindelige sikkerhedsregler. Men man er også sikret, hvis man skulle komme til skade, siger Kira Kolby Christensen. Arbejdsgiveren er objektivt ansvarlig for andet end lige jobbet.

LÆS OGSÅ: Brevkasse med Leif Donbæk: Er det arbejdsgivers ansvar, hvis hjemmearbejde knækker dig?

GDPR