Ny undersøgelse: Hver tredje dansker har svært ved at slippe arbejdet i ferien
Trods sommerferie har flere danskere svært ved helt at lægge arbejdet fra sig.
Flere tjekker eksempelvis jævnligt arbejdsmails imens, de har ferie.
Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for Sampension blandt 1.000 repræsentativt udvalgte danskere, skriver Ritzau.
I undersøgelsen svarer hver tredje, at de har svært ved at slippe arbejdet, og som regel tjekker mails i ferier.
Sundhedschef i Sampension, Nicoline Rosenlund, vurderer, at det især skyldes, at mange bruger den samme telefon både privat og på arbejdet, og at der samtidig ofte dukker notifikationer op, som man tjekker trods ferien.
Ifølge Nicoline Rosenlund kan det i sidste ende have konsekvenser ikke at holde fri, når man har ferie.
Undersøgelsen viser da også, at knap halvdelen af de adspurgte mindst én gang har oplevet at have et bekymrende højt stressniveau i månederne efter sommerferien.