Økonomer: Kom nu med reformer, der kan sikre flere hænder på arbejdsmarkedet

20210115-183051-L-1920x1280we
Byggeriet er en af de brancher, der kæmper med at finde de nødvendige hænder. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Flere økonomer vil have regeringen til at lave reformer, der skal løse problemet med manglen på arbejdskraft.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard skal op i omdrejninger og lancere reformer, der kan sikre flere hænder på arbejdsmarkedet.

Sådan lyder det overordnede budskab fra et panel på 19 førende danske økonomer, der har deltaget i en undersøgelse foretaget af Børsen.

I byggeriet ser samtlige 19 økonomer så alvorlige flaskehalse, at der skal trækkes i nogle håndtag for at undgå begrænsninger på produktivitet og vækst. 11 ud af 19 ser samme tendens i industrien.

LÆS OGSÅ: Lokal 3F-formand: Jobcentre i Sydeuropa kan løse problemet med mangel på arbejdskraft

Det kniber med at finde den nødvendige arbejdskraft i brancher, der har været lukket ned på grund og corona, og nu kæmper med at finde nok ansatte i forbindelse med genåbningen. Det gælder blandt andet for restauranter og på hoteller. Men også i byggebranchen, der ikke har været lukket ned og derfor ikke oplever samme ketchupeffekt, er det svært for arbejdsgiverne at finde de håndværkere, de har brug for.

Søren Hove Ravn, lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, er en af de økonomer, der ser behov for handling fra regeringen hurtigst muligt. Han peger på, at Danmark tidligere har haft succes med at trække udenlandsk arbejdskraft til landet, og mener derfor, at det kan være en vej at gå ved eksempelvis at ændre beløbsgrænsen, der gælder for udlændinge, der vil arbejde i Danmark.

- For en økonom kan det være svært at se, hvem der taber på, at der kommer udenlandsk arbejdskraft ind i Danmark. Jeg er med på, at der er danske arbejdsløse, som er vigtige at få ind på arbejdsmarkedet. Men det er bare ikke altid, at de kan tage de samme job, som man hyrer udlændinge til, siger Søren Hove Ravn til Børsen.

Avisen har ikke kunnet få en kommentar fra beskæftigelsesministeren, men har i stedet fået ord fra fungerende politisk ordfører Lennart Damsbo-Andersen (S):

- At ændre beløbsordningen ser jeg ikke for mig. Det er let for folk udefra at komme hertil. Jeg vil hellere kigge ind i de mere end 100.000 arbejdsløse i Danmark, og hvordan vi kan få dem sat i sving.

GDPR