Eksperter: Øremærket barsel vil hjælpe på manglen på arbejdskraft

20131127-184747-L-1920x1122we
Hvis faren dropper at holde sin barsel, mister familien de øremærkede uger. (Arkivfoto) Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix
To eksperter i økonomi forventer, at mange fædre vil droppe den øremærkede barsel, og dermed vil vi se et øget arbejdsudbud.

Øremærket barsel til fædre vil sikre et øget arbejdsudbud.

Det siger to eksperter i økonomi til Berlingske.

LÆS OGSÅ: Øremærket barsel vækker bekymring: - Børn kan komme i klemme

Arbejdsmarkedets parter fremlagde forleden sin model for en ny barselsordning, der skal sikre en mere ligelig fordeling af barslen ved at øremærke 11 uger til begge forældre. Vælger eksempelvis faren at droppe turene med barnevognen for i stedet at blive på jobbet, så mister familien retten til de øremærkede uger.

Og det er netop det, der vil sikre et øget arbejdsudbud, mener blandt andre Torben Tranæs, der er forskningsdirektør og professor ved VIVE, det nationale forskningscenter for velfærd. Han peger på undersøgelser fra Sverige, hvor man også har øremærket barsel til mænd.

- Med øremærket barsel sker der det, at mænd tager mere barsel og kvinder tager mindre. Men kvindernes fald i barsel er større end stigningen i mændenes. Det betyder, at der samlet set bliver holdt mindre barsel. Og det giver flere timer i arbejde, siger han til Berlingske.

Torben Tranæs vurderer, at hvis man tager de svenske erfaringer og overfører dem direkte til Danmark, vil der være tale om en stigning i beskæftigelsen på omkring 1.500-2.000 fuldtidspersoner.

Også Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom og vicedirektør i Cepos, vurderer, at en del mænd ikke vil tage barslen, og at arbejdsudbuddet derfor vil stige.

Det er et EU-direktiv, der betyder, at Danmark inden august 2022 skal øremærke minimum ni uger af barselsorloven til begge forældre. Og Mads Lundby Hansen siger til Berlingske, at Mette Frederiksen med EU-reguleringen får 'foræret en positiv arbejdsudbudseffekt'. Han understreger samtidig, at han overordnet set er skeptisk over for forslaget om øremærket barsel, da han mener, det er familien og ikke staten, der skal beslutte, hvordan ugerne skal fordeles.

LÆS OGSÅ: Fagforeninger: Øremærket barsel skal være med fuld løn

GDPR