A4 Aktuelt
Køb abonnement

Økonomien ventes først oppe igen efter corona-slag i 2022

5. januar 2021 kl. 20.00
I en ny prognose spår Verdensbanken, at verdensøkonomien vokser fire procent i 2021. Her ses organisationens præsident, David Malpass. (Arkivfoto) | Foto: Nicholas Kamm/Ritzau Scanpix
I en ny prognose spås økonomien at vokse 4 procent i 2021. I 2020 gav corona en tilbagegang på 4,3 procent.

Verdensøkonomien ser ud til at få det bedre i 2021 end i 2020, hvor udbruddet af coronavirus gav en markant nedtur.

Der ser dog ud til, at der er længere udsigter til, at den globale økonomi er tilbage på samme niveau, som inden pandemien brød ud.

I en ny prognose fra Verdensbanken spås verdensøkonomien at vokse fire procent i 2021, hvis vaccinerne mod covid-19 udbredes.

Fremgangen ser altså ikke ud til at blive lige så stor som tilbagegangen i 2020. Her skrumpede den globale økonomi 4,3 procent.

- Det betyder, at vi ikke har indhentet det tabte før 2022, lyder det fra Dansk Industris cheføkonom, Allan Sørensen, i en kommentar.

Genopretningen vil sandsynligvis blive udskudt, hvis ikke pandemien tæmmes. Der skal også gennemføres reformer, der fremmer investeringerne, lyder det fra Verdensbanken.

Banken er en international institution, der arbejder for at bekæmpe fattigdom ved at yde lån til udviklingslande.

Prognosen er behæftet med stor usikkerhed. Den afhænger af, at vaccinerne mod covid-19 udbredes.

Skrues der op for vaccinationshastigheden, og er der kontrol med pandemien, kan det gå hurtigere. Så ventes en vækst på 5 procent.

Forsinkes udbredelsen af vaccinerne, og stiger smitten, kan det omvendt gå den anden vej. Her kan vokseværket skrumpe til 1,6 procent.

Ifølge Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, fremstår det negative scenarie "skræmmende sandsynligt".

Det skyldes, at nye smitsomme mutationer truer med at øge smittetrykket markant i flere lande.

- Et negativt scenarie ser desværre også mere sandsynligt ud herhjemme, vurderer han i en kommentar.

Kort før jul lød vurderingen fra regeringen, at den danske bnp ville vokse 2,8 procent i 2021. Det anser Stramer nu som "meget lidt sandsynligt".

- Der er udsigt til en massivt negativ vækst i første halvår som følge af den høje smitte og de omfattende restriktioner.

- Vi kan håbe på et mærkbart rekyl i aktiviteten hen over sommerperioden, men usikkerheden er i øjeblikket enorm, mener han.

Bnp er en forkortelse af bruttonationalprodukt. Det er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi.

Det er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

/ritzau/

GDPR