
Østeuropæisk arbejdskraft har været en af de helt store drivkræfter i den danske jobfest. Men tilgangen af arbejdere fra den tidligere østblok er på det hidtil laveste niveau, siden beskæftigelsen begyndte at stige drastisk i efteråret 2013, skriver Berlingske.
LÆS OGSÅ: Frygtet virus lukker dansk fabrik
Sidste år var det nemlig blot 10.700 østeuropæere, som søgte mod Danmark. Dermed er der næsten tale om en halvering i antallet i forhold til 2018. Det fremgår af tal, som Jyske Bank har udarbejdet på baggrund af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Hos Tænketanken Kraka sidder cheføkonom Jens Hauch, som har stået i spidsen for flere analyser af, hvilken betydning udenlandsk arbejdskraft har for dansk økonomi. Og han er bekymret over udviklingen.
- Den udenlandske arbejdskraft er kommet til landet under en højkonjunktur og forsvinder i en lavkonjunktur. På den måde har den en meget stabiliserende effekt, som kommer, fordi den udenlandske arbejdskraft er med til at holde lønstigningerne nede, forklarer Jens Hauch til Berlingske og tilføjer:
- Hvis den udenlandske arbejdskraft allerede nu begynder at komme hertil i mindre omfang end tidligere, kan det give problemer med stigende danske timelønninger og virksomheder, som mister konkurrenceevne.
Han i slår samme omgang fast, at der er risiko for, at udviklingen kan føre til et brat tilbageslag for den danske økonomi.
LÆS OGSÅ: Bjarne ramt af dobbeltbeskatning af sin pension - "Tyveri midt om natten"
















