Omstridt reform sikrer millionløft til trængte uddannelser: "Det her er første skridt, men vi er ikke i mål"

20230627-145724-L-1920x1313we
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Erhvervsskolerne får et millionløft fra 2025 i ny politisk aftale. Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) vil dog se forbedringer allerede i 2024, fortæller han til A4 Medier.

Tirsdag kunne regeringen med et bredt flertal præsentere en ny politisk aftale om den længe ventede og omstridte universitetsreform.

Med aftalen følger også et varigt økonomisk løft af både erhvervsskoler og professionshøjskolerne. Førstnævnte får et økonomisk løft på 300 millioner kroner om året fra 2025 stigende til 400 millioner kroner frem mod 2030.

Men regeringen er langt fra i mål med et løft af erhvervsskolerne, fortæller undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) til A4 Uddannelse.

"Det bringer os et skridt ad vejen, men ikke i mål," siger ministeren og uddyber:

"Dels har vi en udfordring med, at der er en pose penge på 200 millioner kroner, som ophører her til januar. Det skal vi have håndteret. Så har vi også i regeringsgrundlaget skrevet, at vi vil lave en taxameter-omlægning på ungdomsuddannelserne. Det er vi heller ikke i mål med endnu. Og så er de her penge først fra 2025. Vi mangler 2024, og jeg har ambitioner allerede fra 2024."

Betyder det, at der kommer flere penge i forbindelse med finanslovsforhandlingerne?

"Når vi fremlægger finansloven i slut august, kan vi præsentere erhvervsskolernes økonomi fra 1. januar 2024. Vi skal lige på sommerferie og så skal vi lige have lov til i regeringen at foretage en samlet økonomisk prioritering med finansloven. Min egen ambition er, at vi skal se forbedringer i den virkelige verden allerede i 2024," siger Mattias Tesfaye.

Forhandlinger om erhvervsskolernes økonomi

Efter sommerferien vil regeringen invitere Folketingets partier til separate forhandlinger om erhvervsskolernes økonomi, fortæller undervisningsministeren.

"De 300 millioner til erhvervsskolerne er i første omgang et afgrænset forhandlingsforløb, som handler om at reducere frafaldet, få øget optaget og styrket kvaliteten på uddannelsen," siger Mattias Tesfaye.

Bliver der inviteret til trepartsforhandlinger?

"Det bliver politiske forhandlinger men med grundig inddragelse af arbejdsmarkedets parter, som jeg allerede er i gang med," siger Mattias Tesfaye.

Aftalen sender også 200 millioner kroner om året til professionshøjskolerne og mere specifikt en "ny pædagoguddannelse", fremgår det af den politiske aftale.

GDPR