Ti millioner skal løse 112-problemer i hovedstaden

20210709-115901-2-1920x1279we
Et mistet opkald dækker over, at borgere ikke modtager øjeblikkelig hjælp fra en sundhedsfaglig medarbejder på regionens vagtcentral på grund af kø. Hvis det ikke lykkes at få kontakt inden for 22 sekunder, tæller opkaldet som mistet. (Arkivfoto) Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Berlingske har afdækket problemer med 112-opkald i hovedstaden. Nu lægges der op til at bruge ti millioner.

Der lægges nu op til, at der skal afsættes op mod ti millioner kroner til at løse de problemer med mistede 112-opkald, som Berlingske har afdækket.

Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Berlingske har den seneste tid afdækket problemer med opkald til 112 i regionen.

Tusindvis af opkald går tabt, når alarmopkald viderestilles fra Hovedstadens Akutberedskab til regionens vagtcentral, som kan sende en ambulance.

Et mistet opkald dækker over, at borgere ikke modtager øjeblikkelig hjælp fra en sundhedsfaglig medarbejder på regionens vagtcentral på grund af kø. Hvis det ikke lykkes at få kontakt inden for 22 sekunder, tæller opkaldet som mistet.

Sagen skal behandles af politikerne på tirsdag i næste uge. Her skal der også tages stilling til beløbet, som er foreslået af regionen.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) mener, at der skal flere personer til at besvare opkaldene til både alarmnummeret 112 og til akuttelefonen på 1813 i regionen.

Han peger på, der er mange afhængigheder mellem de to akuttelefoner, og at de har nogle af de samme udfordringer. Han mener derfor, at der skal ses samlet på hele akutberedskabet.

- Mit udgangspunkt er, at pengene fortrinsvis skal bruges til at ansætte flere til at tage telefoner.

- Derudover kan der også bruges midler til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, siger han. Det kan for eksempel være ved bedre vagtplanlægning.

Alle problemerne er dog ikke løst af den grund, og formanden understreger, at det kun er første skridt.

- Der er mange udfordringer på akutområdet, og det er også derfor, jeg har bedt administrationen se på samtlige 17 anbefalinger, som Mads Koch Hansen kom med i redegørelsen, lyder det fra Lars Gaardhøj.

Han henviser til den redegørelse om sagen, som er blevet lavet af lægelig rådgiver Mads Koch Hansen på regionens initiativ.

Her blev der peget på 17 ting til bedre brug af akutressourcerne. Blandt dem en vurdering af ledelsesstrukturen.

/ritzau/

GDPR