Partier finder penge i finanslov til gratis tandlæge for unge

20211206114856455_1000
Tandklinik genåbner og tager imod første patienterMange unge stopper med at gå til tandlægen ved overgangen til voksentandplejen, hvor den unge selv skal betale for at få behandling. Derfor har partierne bag finansloven sat penge af til gratis tandpleje til de 18- til 21-årige. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Der er blevet sat penge af på næste års finanslov, så unge mellem 18 og 21 år kan komme gratis til tandlæge.

For unge under 21 år kommer det ikke længere til at koste noget at gå til tandlægen for at få fikset en knækket tand eller en øm visdomstand.

Det er en del af næste års finanslov, hvor aftalepartierne er enige om at afsætte penge til, at unge mellem 18 og 21 år kan komme gratis til tandlæge.

Bag aftalen står regeringen, støttepartierne - SF, Enhedslisten og De Radikale - samt Kristendemokraterne og Alternativet.

Der bliver afsat 40 millioner kroner i 2022, 170 millioner i 2023, 260 millioner i 2024 og 350 millioner i 2025 og frem.

Partierne skriver, at pengene er afsat, fordi mange unge stopper med at gå til tandlægen ved overgangen til voksentandplejen, hvor den unge selv skal betale for at få behandling.

Derudover er der en risiko for frafald blandt især unge voksne, når de skifter bopæl.

Særligt Enhedslisten har ønsket at udvide den gratis tandpleje ved at udvide den eksisterende kommunale børne- og ungdomstandpleje.

Partiet havde ønsket, at den gratis tandpleje skulle dække de 18-25-årige.

Finansloven bliver mandag formiddag præsenteret af partierne foran glasdøren i Finansministeriet. Her fremhæver Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, netop den gratis tandpleje.

- Med finansloven begynder vi at udvide vores velfærdsrettigheder. Konkret sker det med gratis tandlægehjælp for fire af vores ungdomsårgange. Det er vi meget stolte af, siger Mai Villadsen.

/ritzau/

GDPR