DET ER INGEN HEMMELIGHED, og nok næppe nogen overraskelse heller, at jeg som ledelsesmedlem i Danmarks mest liberale ungdomsparti, ikke bryder mig voldsomt meget om staten og skat.
Men det har altid undret mig enormt meget, hvorfor arbejderbevægelsen og venstrefløjen ikke tager et større opgør med indkomstskatten som den foretrukne beskatningsform.
LÆS OGSÅ: Madsen: 3F stempler ind i krigen mod skat
For indkomstbeskatningen er en skat på arbejde og dermed også arbejderne, mere end noget som helst andet.
DERFOR HAR DET OGSÅ altid undret mig, hvordan socialdemokrater og fagforeningsfolk har kunnet råbe op om, hvordan lettelser på indkomstskatten, og måske i særdeleshed topskatten, er alt for skævt, når der vitterligt, på trods af at de er få, er sygeplejersker i dette land, som betaler topskat, oveni en i forvejen høj indkomstskat.
Dette endda samtidig med, at formueuligheden er væsentligt højere end indkomstuligheden, og at det derfor fra et klassisk venstreorienteret retfærdighedssynspunkt, måtte virke væsentligt mere logisk at beskatte andetsteds.
Indtil den dag, hvor denne erkendelse falder til hos en større del af venstrefløjen, vil jeg undre mig over, hvordan de kan bilde nogle af arbejdervælgerne ind, at deres interesser stadig er bedst tjent hos dem.
For indkomstbeskatning er nok en af de mest uretfærdige beskatninger, jeg kan komme på, da den grundlæggende set straffer folk, der knokler hårdt, går sent i seng og står tidligt op.
