Radikale kan få nøglerolle i fordeling af KL-toppost
Pladserne i bestyrelsen for Kommunernes Landsforening (KL) er allerede på valgnatten fordelt. Og De Radikale kan muligvis få en nøglerolle.
På den ene side står Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten med otte pladser, mens Venstre og Konservative har det samme antal. Den sidste plads går til De Radikale.
Kommunernes Landsforening ledes typisk af enten en borgmestre fra Venstre eller Socialdemokratiet. I dag er formanden Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard.
Tidligere har eksempelvis Kalundborg-borgmester Martin Damm (V) været formand, når der har været borgerligt flertal for det.
Topposterne i kommunernes og regionernes organisation kan nogle gange have sin helt egen dynamik.
I 2017 havde Socialdemokratiet vundet formandsposten i fire ud af fem regioner og havde måske forestillet sig, at formandsposten i Danske Regioner ville gå samme vej.
Men her lykkedes det Venstres Stephanie Lose, der blev formand i Region Syddanmark, at overtale De Radikale til at støtte hende i en situation ikke ulig den, der nu er opstået i KL's bestyrelse.
Dermed løb hun med posten, som hun agter at besætte igen efter dette valg.
/ritzau/