Nu er regioner klar til at give sygeplejersker mere i løn - på regeringens regning
Sygeplejerskerne skal have flere penge, når de tager ekstravagter, og det er regeringen, der skal betale.
Sådan lyder det nu fra formand for Region Midt og for Danske Regioners løn- og praksisudvalg Anders Kühnau (S), skriver DR.
Som chefforhandler og sygeplejerskernes modpart ved overenskomstforhandlingerne har han ellers siddet tungt på pengekassen i spørgsmålet om sygeplejerskernes løn.
LÆS OGSÅ: Sygeplejersker skal betale for strejke indtil 2024
Det fik i første omgang sygeplejerskerne til at gå på barrikaderne. Men en ti uger lang strejke førte ikke andet med sig end et stort hul i strejkekassen og et indgreb fra regeringen. Og nu har sygeplejerskerne meldt ud, at de er færdige med at være fleksible og tage ekstra vagter for at komme igennem de pukler, som blandt andet strejken og coronapandemien har medført.
Og det er derfor, Anders Kühnau nu kommer de utilfredse sygeplejersker lidt i møde.
- Vi risikerer sådan set, at sundhedsvæsenet knækker, hvis vi ikke gør noget ved det nu. Det er derfor, jeg siger, at vi bliver nødt til at lave en krisekasse, som kan håndtere de nuværende situationer, give vores medarbejdere en ordentlig aflønning for at afhjælpe de problemer, der er, og samtidig bliver vi også nødt til at have en langsigtet løsning, der sikrer en fair løn til alle vores medarbejdere, siger han til DR.
Han peger på, at regeringen skal hoste op med pengene nu, fordi sundhedsvæsnet oven på coronapandemi og strejke, nu ser ind i en influenzasæson, ligesom mange er syge med den såkaldte RS-virus.
Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen undrer sig over udmeldingen fra Anders Kühnau. Hun mener ikke, at problemerne kan løses med en ekstra pose penge for overarbejde.
- Det her med at have en forventning om, at nu løser vi det hele ved at give at give lidt ekstra penge til dem, der vil tage nogle ekstravagter, det hjælper jo ikke dem, der har en ansættelse og synes, at de bliver presset ekstra hårdt i den ansættelse og i deres fritid, siger hun til DR.
Hun glæder sig dog over udmeldingen om en langsigtet løsning på spørgsmålet om sygeplejerskernes løn.