Efter rædselshistorier om fødsler: Partier kræver rettigheder til fødende

Siden januar har historier om rærlige fødselsoplevelser i specielt Region Hovedstaden fyldt i medierne. Tirsdag skal sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i et samråd forklare, hvordan situationen kan forbedres.
Forud for samrådet har flere partier krævet patientrettigheder til fødende. Og ministeren selv har sagt, at regeringen vil indføre en rettighed til to dage på eksempelvis barselshotel efter fødslen. Det er dog ikke en magisk nøgle, hvis man spørger De Radikale.
- Vi ser gerne en langt mere individuel tilgang til fødende. Det er meget forskelligt, hvad de fødende har brug for. Så vi vil lade det være op til et fagligt skøn, om de skal blive på hospitalet i kortere eller længere tid, siger De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, og fortsætter:
- Rettigheder kan være rigtigt fine, men vi skal holde fokus på, hvad det er, vi gerne vil opnå.
- Vi er et sted i Danmark, hvor vi ikke frygter for moderen eller barnets overlevelse. Så det er nogle andre ting, der er på spil. At få en tryg oplevelse på hospitalet og en god start på livet.
Der har periodevis været opråb fra landets fødegange i mange år, da årlige besparelser og en større reform fra 2007 har sat dem under pres.
Men der er siden 2010 kommer flere jordemødre til i forhold til antallet af fødsler, og derfor er problemet ikke nødvendigvis penge.
- Det er ikke kun et spørgsmål om ressourcer. Det er det også, fordi nogle afdelinger er undernormeret.
- Men det handler også om strukturen omkring fødslen, kommunikationen før fødslen og lavpraktiske ting som indretning. Ting, der ikke kræver en masse ressourcer for at gøre bedre, siger Stinus Lindgreen.
Han siger, at De Radikale er klar til at se på, om der skal tilføres flere ressourcer allerede for budgettet for næste år. Men at der også er et mere langsigtet perspektiv.
SF har tidligere foreslået, at der "hurtigst muligt" bliver afsat 150 millioner kroner til landets fødeafdelinger og en ret til fødselsforberedelse, to dage på barselshotel og en uges støtte efter fødslen.
Enhedslisten er kommet med et udspil i samarbejde med Jordemoderforeningen. Det skal give en række rettigheder til fødende men i lige så høj grad fokusere på jordemødres arbejdsforhold, så flere bliver i faget.
/ritzau/