Røde partier i slagsmål efter reform: - Den her aftale er bundhamrende asocial
Sidste uges reformaftale om arbejdsmarkedet har startet et slagsmål blandt de røde partier i Folketinget.
Det skriver DR.
Regeringens egen beregning af aftalen viser nemlig, at de fattigste danskere står til at miste penge, når eksempelvis den grønne check bliver afskaffet for alle bortset fra pensionister. Samlet set vil børnefamilier på kontanthjælp miste 500 kroner årligt, når reformen er fuldt indfaset i 2030. Omvendt kan folk med højere funktionærløninnger se frem til godt 3.000 ekstra kroner i kassen.
Og det vækker vrede i Enhedslisten.
- Den her aftale er bundhamrende asocial, for den betyder, at de familier, der har allermindst, mister penge, samtidig med at der bliver givet skattelettelser i toppen og til alle dem, som er i arbejde, siger politisk ordfører Mai Villadsen til DR. Hun forstår ikke, hvorfor S og SF er med i aftalen.
Begge partier afviser dog kritikken fra Enhedslisten.
- De store grupper, som står tilbage som vindere af vores tiltag, er i høj grad arbejderfamilier, som både får glæde af lavere el-afgifter og lavere skat på arbejde, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).
Han fremhæver samtidig, at reformen gør op med modregningen for pensionister, hvis ægtefællen arbejder. Samme pointe har SF's beskæftigelsesordfører Karsten Hønge. Han erkender dog samtidig over for DR, at der er elementer i aftalen, som SF "ikke er vilde med".