Forhandlinger om Ryanair-overenskomst brudt sammen: Fagforening overvejer konflikt

20211007-094523-3-1920x1225we
Ryanair har tidligere været i strid med den danske fagbevægelse. (Arkivfoto) Foto: Paul Hanna/Reuters/Ritzau Scanpix
Forhandlingerne om overenskomster for piloter og kabineansatte på dansk base er brudt sammen.

Måneders forhandlinger mellem luftfartsselskabet Ryanair og den danske fagforening Flyvebranchens Personale Union (FPU) er nu brudt sammen.

Det meddeler FPU i en pressemeddelelse.

Parterne har forsøgt at blive enige om en overenskomst for Billund-baserede piloter og kabineansatte i Ryanairs datterselskab Malta Air. Men onsdag forlod Anders Mark Jensen, der er næstformand i FPU, forhandlingerne i London.

LÆS OGSÅ: Lizette Risgaard: 'Ryanair er velkommen'

- Vi har undersøgt alle muligheder for løsninger. Men det står klart, at vi bliver ved med at være alt for langt fra hinanden. Derfor har vi afbrudt forhandlingerne. Jeg går nu tilbage til vores hovedbestyrelse for at diskutere, hvad det næste skridt bliver, siger næstformanden, der har stået i spidsen for forhandlingerne, i pressemeddelelsen.

Over for Børsen bekræfter han, at fagforeningens hovedbestyrelse nu skal tage stilling til, om der skal tages konfliktmæssige skridt over for Ryanair.

Uenige om det meste

Det irske lavprisselskab har tidligere været i strid med den danske fagbevægelse. Det førte i 2015 til, at Ryanair lukkede sin base i Billund på grund af fagbevægelsens krav om danske overenskomster.

Men i maj sidste år annoncerede Ryanair, at selskabet på ny ville oprette en dansk base i Billund, hvor datterselskabet Malta Air ville operere fra. 

LÆS OGSÅ: Efter opgør med fagbevægelsen: Nu genåbner Ryanair dansk base

Basen åbnede i oktober sidste år med to fly, og piloterne og de kabineansatte er ansat i det maltesiske datterselskab og ikke direkte i Ryanair.

- Vi er uenige om det meste. Vi ønsker, at alle dem, der flyver ud af Billund på Ryanair-farvede fly, gør det på danske løn- og arbejdsvilkår. Men det vil Ryanair ikke forpligte sig til. Vi er urolige for, at Ryanair vil forsøge at benytte sig af kontraktansatte og selvstændige piloter og kabineansatte ud af Danmark, siger Anders Mark Jensen.

Ryanairs ledelse skriver i en skriftlig kommentar til Børsen, at man er overrasket over FPUs skridt.

"Vores base i Billund repræsenterer en 200 mio. dollar stor investering og 60 højt betalte job, og det er en stor finansiel indsprøjtning til hele regionen. Basen er populær hos både forbrugerne og de ansatte. Vi har kunnet indgå overenskomster overalt i Europa, og der er ingen grund til, at FPU ikke skulle kunne fortsætte forhandlinger med det eneste flyselskab i Europa, der investerer og skaber nye jobs i Danmark”, skriver selskabet ifølge Børsen i udtalelsen. 

GDPR