
Den nye beskæftigelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), må se sig om efter en ny særlig rådgiver.
David Tarp, hendes mangeårige særlige rådgiver, har nemlig valgt ikke at følge med hende over i Beskæftigelsesministeriet. Det skriver han på LinkedIn.
"Jeg har truffet den sværeste beslutning i mit professionelle liv. Efter 3,5 vilde, fantastiske og altid uforudsigelige år sammen med Ane, har jeg besluttet ikke at følge med over i Beskæftigelsesministeriet som særlig rådgiver," skriver han på det sociale medie.
David Tarp blev Ane Halsboe-Jørgensens særlige rådgiver, da hun i 2019 blev uddannelses- og forskningsminister og fortsatte med, da hun i 2021 blev kultur- og kirkeminister.
David Tarp skriver ikke, hvad han nu skal arbejde med.

















