“Vi skal arbejde mere”.

Det er blevet konkurrencestatens centrale politiske dogme, og det bærende element i de sidste 30 års reformer har været, at det er nødvendigt at skabe mere arbejdsudbud for at finansiere velfærden.

Det har været en kæmpe succes for de offentlige finanser og for Danmark som samfund. Men er det stadig den rigtige vej at gå?

Vi har allerede hævet pensionsalderen markant og gør det fortsat i de kommende år. Ledige bliver vendt i døren, de unge skal hurtigere gennem uddannelser. Og i dag får vi så en ekstra arbejdsdag, når Folketinget vedtager at afskaffe store bededag som helligdag.

Den beslutning lægger sig ind i en fortælling, der ikke blot handler om økonomi, men også på et mere filosofisk plan om mere arbejde som politisk symbol og som mål i sig selv.

I de kommende uger sætter vi i A4 Aktuelt et kritisk fokus på den fortælling, der har dybe rødder i både Kristendommen og hos fagbevægelsen og Socialdemokratiet. For er det rigtigt, at vejen frem er mere arbejde, når folk går ned med stress i bunkevis? Er det rigtigt, at det er den eneste og meste solidariske vej til at finansiere velfærden, den grønne omstilling og oprustningen mod Putin?

Gør din pligt, kræv din ret

Intet begreb har været vigtigere for Arbejderbevægelsen end arbejdet. Man ville for enhver pris undgå ledighed i samfundet, fordi det førte til menneskelige tragedier. Mennesker, der mistede både deres livsgrundlag og identitet. Arbejdersangbogen er proppet med besyngelser af arbejdets opbyggelighed.

Menneskets identitet er dybt knyttet til det at omskabe verden, at producere noget, der har nytte for andre end dem selv. Mureren, der ser på det hus, hun har bygget. Hjemmehjælperen, der går ud af døren med et ‘vi ses i morgen’ hos en taknemmelig ældre eller pædagogen, der lærer et barn at binde sine snørebånd.

Men det er også en pligt at bidrage til den fælles velstand. Først når man har gjort sin pligt - arbejdet - kan man kræve sin ret til at holde fri.

Op med pensionsalderen, ned med dagpengene, væk med bededagen. Det er altsammen udmøntninger af den logik. Og man må, som regeringen, anerkende den udfordring, vi står overfor.

Vi skal skaffe penge til at fastholde og udbygge velfærdssamfundet i de kommende år. Og oven i den velkendte udfordring er to nyere kommet til: den grønne omstilling og den desværre nødvendige militære oprustning.

Er mere arbejde det eneste svar?

Men folk er på vej i en helt anden retning end regeringen. De, der har råd til det, er begyndt at stemple ud, trække stikket og gå ned i tid. Efterhånden som vi bliver rigere vælgere flere og flere at prioritere mere tid til sig selv og familien. Derfor risikerer der at opstå nye uligheder, hvor nogen skal arbejde længere og længere, mens andre kan holde pauser og ‘mærke efter i maven’ og finde gnisten igen.

Arbejdspladser eksperimenterer med firedages arbejdsuger, og investerer i at skabe bedre sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv. Men på Christiansborg er de helt ude af sync med vælgerne på dette punkt. Her forstår statsministeren simpelthen ikke, at folk ikke ønsker at bruge mere tid på jobbet - uanset om de er glade for deres arbejde.

Men er mere arbejde til den enkelte det eneste svar? Hvad med at åbne mere for udenlandsk arbejdskraft - på overenskomstmæssige vilkår, naturligvis. Hvad med bruge mere af vores indkomststigning på den fælles velfærd i stedet for skattelettelser?

Det er de spørgsmål, vi stiller i vores serie i den kommende tid. Jeg håber, at du vil læse med i A4 Aktuelt.

Ny serie: Hvorfor skal vi arbejde mere?

Vil du læse hele artiklen?

89 krpr. måned

89 kr
pr. måned