DA METTE FREDERIKSEN SAMMEN MED Nicolai Wammen og Peter Hummelgaard trådte frem foran pressekorpset for at lancere deres plan for at investere massivt i de offentlige velfærdsfag, var der et ord, der manglede: ligeløn.
Der er ellers mange fine elementer i udspillet, og det må siges at være tiltrængt med et lønløft til bl.a. pædagoger, sygeplejersker og sosu-assistenter, men det virkede lidt underligt, at ministrene ikke turde sige, hvad det handler om: Nemlig at det handler om ligeløn.
Det er da for tyndt ikke at turde sige det, som det er: Vi har skabt et arbejdsmarked, hvor kvinder bliver aflønnet lavere end mænd
Carl Valentin, medlem af folketinget for SF
I stedet blev der fokuseret meget på den akutte rekrutteringskrise i velfærdsfagene. Den krise er reel og vigtig, men det er da for tyndt ikke at turde sige det, som det er: Vi har skabt et arbejdsmarked, hvor kvinder bliver aflønnet lavere end mænd.
Og helt ærligt – det er på høje tid, at vi tager et opgør med uligelønnen. Ifølge en undersøgelse foretaget af tænketanken Cevea, er det først i 2130, at der vil komme ligeløn på det danske arbejdsmarked, hvis vi fortsætter som hidtil.
DET KAN VI SELVFØLGELIG IKKE vente på! Vi skal tage et opgør med Tjenestemandsreformen og sikre en fair løn til de mange dygtige, flittige og dedikerede mennesker, der arbejder inden for de traditionelt kvindedominerende fag.
Selv uden mangel på dygtige mennesker i den offentlige sektor, ville vi stadig have et moralsk ansvar for at lønne folk efter kompetencer og ansvar – ikke efter en gammel sexistisk reform fra 1969
Carl Valentin, medlem af folketinget for SF
Derfor er det som sagt også rigtig positivt med regeringens udspil, men hvis vi ikke kalder tingene ved deres rigtige navn, risikerer vi at miste fokus. Vi risikerer, at vi glemmer, hvad det drejer sig om; nemlig lige løn for mænd og kvinder.
LÆS OGSÅ: Afsløring: Her er vinderne og taberne i beregning fra lønstrukturkomiteen
For selvom rekrutteringskrisen er anledningen for regeringen til endelig at trække i arbejdstøjet, så er den jo kun et symptom på problemet. Selv uden mangel på dygtige mennesker i den offentlige sektor, ville vi stadig have et moralsk ansvar for at lønne folk efter kompetencer og ansvar – ikke efter en gammel sexistisk reform fra 1969.
Hvis vi en dag skulle stå i en situation, hvor der ikke er akut mangel på fx socialrådgivere, så betyder det jo ikke, at de pludselig ikke har fortjent en fair løn for deres hårde arbejde.
Vi har i årtier underbetalt kvindedominerende fag. Det er uretfærdigt. Og det er lige uretfærdigt, om vi kan rekruttere til stillingerne eller ej.
LÆS OGSÅ: Pernille Skipper: Ny beregning cementerer, at vi har ligelønsproblem
Derfor skal vi turde kalde tingene ved navn. Vi skal øremærke lønmidler til de traditionelt kvindedominerende fag, så vi kan få et opgør med tjenestemandsreformen. Så vi kan få et opgør med uligelønnen. Så vi kan give sygeplejersken, pædagogen, social- og sundhedshjælperen, socialrådgiveren og jordemoderen den løn, de har fortjent.
Vi skal have et opgør med uligeløn – og det kan kun gå for langsomt.
