SF'er tager orlov fra Folketinget for at gå i praktik som sygeplejerske
De kommende måneder kommer SF's Signe Munk til at være fraværende fra arbejdet i Folketinget.
Partiets klimaordfører skriver på Facebook, at hun tager orlov, fordi hun gerne vil gøre uddannelsen til sygeplejerske færdig.
- Da jeg blev valgt, manglede jeg nemlig stadig den sidste del af min uddannelse, og man bliver jo ikke sygeplejerske ved bare at læse tykke bøger.
- Man skal også ud, hvor man er sammen med de mennesker, hele sygeplejen handler om. Det skal jeg nu.
- Jeg skal ud i hjemmesygeplejen og på sygehuset for at tage den sidste praktiske del af min uddannelse, og det betyder, at jeg tager orlov fra Folketinget frem til januar, skriver Signe Munk, der blev valgt til Folketinget i 2019.
Allerede i 2009 blev den i dag 31-årige politiker valgt ind i byrådet i Viborg Kommune. Hun var dengang 19 år.
Hun stoppede i byrådet i 2013 og blev altså valgt ind i Folketinget seks år senere.
Allerede i 2012 blev Signe Munk medlem af SF's landsledelse, og i 2014 blev hun næstformand i partiet.
Året efter gik Signe Munk efter at komme i Folketinget. Men i modsætning til ved kommunalvalget i Viborg seks år tidligere lykkedes det ikke i første forsøg i 2015, hvor SF fik et meget dårligt valg.
Signe Munk passede fortsat jobbet som næstformand i SF, og i 2016 begyndte hun at læse til sygeplejerske i København.
Ved folketingsvalget i 2019 blev hun valgt ind med 6285 personlige stemmer, hvilket var fjerdeflest i SF's fordoblede folketingsgruppe på 14 medlemmer.
Hun stoppede herefter som SF's næstformand og tog orlov fra sygeplejerskestudiet.
/ritzau/