Slagteriarbejdere har fået anmeldt COVID-19 som en arbejdsskade

Danish_Crown_Ringsted_Rune_Evensen_F__devareforbundet_NNF_dk
165 ansatte på Danish Crown i Ringsted blev i sommer ramt af COVID-19. 103 har nu, med assistance fra NNF, anmeldt det som en arbejdsskade Foto: Rune Evensen, Fødevareforbundet NNF
103 af de slagteriarbejdere, der i sommers blev smittet med COVID-19 under smitteudbruddet hos Danish Crown i Ringsted, har nu fået anmeldt deres sygdom som en arbejdsskade med hjælp fra Fødevareforbundet NNF.

Denne artikel er oprindeligt bragt på Fødevareforbundet NNF.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

Danish Crowns slagteri i Ringsted blev i sommers ramt af et stort udbrud af COVID-19, og 165 slagteriarbejdere blev smittet. Nu har 103 af dem med hjælp fra Fødevareforbundet NNF fået anmeldt deres COVID-19-sygdom som en arbejdsskade. Det skriver Fødevareforbundet NNF.

– Der er en klar indikation af, at medlemmerne er blevet smittet med COVID-19, mens de har passet deres arbejde på Danish Crowns slagteri. Derfor skal det anmeldes som en arbejdsskade, siger Per Hansen, der er forbundssekretær for Arbejdsmarkedssekretariatet i Fødevareforbundet NNF og fortsætter:

– Ingen af os ved særlig meget om følgevirkningerne på sigt. Men man mister nogle rettigheder, hvis man ikke får anmeldt skaden inden for et år, og derfor er det utrolig vigtigt, at så mange som muligt får anmeldt deres sag til AES, så de kan hentes frem igen.

LÆS OGSÅ: Forbereder sig på corona-vinter: Nye initiativer skal stoppe smitteudbrud blandt udenlandsk arbejdskraft

Fødevareforbundet NNF har indtil videre hjulpet 103 medlemmer med at anmelde deres sager, men det krævede en omfattende eftersøgning af finde de berørte medlemmer.

Eftersøgning af de smittede

Det var ikke muligt at få oplyst, hvem af de ca. 900 ansatte på slagteriet i Ringsted, som havde været smittet med COVID-19 i sommers. Derfor gik et større eftersøgningsarbejde i gang.

– Vi vidste, at der var rigtig mange smittede medlemmer, og så opgaven var at finde ud af, hvordan vi fik fat på dem, fortæller Ghita Christiansen, der er konsulent i Arbejdsmarkedssekretariatet i Fødevareforbundet NNF og har været tovholder på opsporingen af de smittede medlemmer.

LÆS OGSÅ: Ny brevkasse med Leif Donbæk: Corona-arbejdsskader

Hun kontaktede først de tillidsvalgte hos Danish Crown i Ringsted, som hjalp med at dele en flyer ud til kollegaerne. I flyeren, som både blev lavet på dansk og polsk, blev de opfordret til at kontakte Ghita, hvis de havde været smittet med COVID-19 i sommers.

Der gik ikke længe, før der begyndte at komme en del henvendelser. Mange af dem var polakker, og sammen med en polsk og to danske kollegaer inviterede Ghita alle de berørte medlemmer til møder, hvor de fik vejledning og hjælp til at få anmeldt deres sag hos AES.

– Til møderne fik de hjælp og kunne snakke med hinanden om deres oplevelser, og de så, at vi som fagforening hjælper dem og gør det, vi mener, der skal gøres, siger Ghita Christiansen og fortsætter:

– Det havde også den effekt, at de bagefter snakkede med andre kollegaer om det, og så der var flere, der ringede.

Ikke sikkert, det bliver anerkendt

I løbet af fire måneder har Ghita og hendes kollegaer i alt holdt 11 møder og hjulpet 103 medlemmer med at få anmeldt deres sag.

– Mange af vores medlemmer har følgevirkninger efter COVID-19, selv om der er gået flere måneder. Nogle er hårdt ramt, og enkelte er stadig sygemeldt, siger Ghita Christiansen og fortsætter:

– Mine kollegaer og jeg har fortalt dem, at vi ikke ved, om AES vil anerkende deres sag som en arbejdsskade. Men vi ved heller ikke, hvordan senfølgerne bliver på sigt, og derfor er vores arbejde med at få sagerne anmeldt så vigtigt, siger Ghita Christiansen.

LÆS OGSÅ: 2.000 kirke-ansatte i opråb: Frygter superspredning over julen

Det er Per Hansen enig i, og han mener, at indsatsen vidner om klassisk og solidt fagforeningsarbejde:

– Vi er vant til at hjælpe medlemmerne, når de kontakter os, men i den her sag har vi været opsøgende og sagt: ”Vi vil rigtig gerne vide, hvem I er, for vi vil gerne hjælpe jer. Det kan godt være, I ikke tror, I har behov for den hjælp lige nu, men det tror vi faktisk, I har”. Det er klassisk fagforeningsarbejde, hvor vi vil sikre, at der ikke er nogle af medlemmernes rettigheder, der går tabt, siger Per Hansen.

Han håber, at resten af de smittede medlemmer også vil kontakte Fødevareforbundet NNF, så de kan få deres sag anmeldt.

GDPR