Socialpædagog dræbt på jobbet: Nu begynder retssagen

20160308-124623-2-1920x1281we
Fredag indleder Retten i Holbæk sagen mod en 20-årig mand, der er tiltalt for at have dræbt socialpædagogen Yamma Ahamadzai på bostedet Ørbækskilde ved Fårevejle d. 30 december 2020. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Trods løfter om bedring er socialpædagogerne stadig i risiko for vold og overfald hver dag, lyder det fra fagforeningerne. Socialminister forsvarer indsats. Fredag begynder retssag mod 20-årig tiltalt for drab på socialpædagog.

- Ingen skal miste livet ved at gå på arbejde i Danmark.

Sådan lød det fra Social- og Ældreminister Astrid Krag i starten af året efter drabet på den 29-årige socialpædagog Yamma Ahamadzai. Han døde af utallige knivstik, som en beboer på det bosted, han var ansat på, er tiltalt for at have påført ham.

Derfor lovede Social- og Ældreministeren i marts i år, at hun med en målrettet indsats ville sikre ”botilbuddene hurtigere og bedre hjælp til at rette op og sikre trygge rammer for både beboere og medarbejdere”.

Men sådan er det langt fra gået, lyder kritikken nu fra øverste lag i fagforeningerne. Det fortæller radio Loud.

-Tværtimod er alt det samme. Og på en dårlig dag står det værre til, siger Formand for Social- og Sundhedsektoren i FOA, Torben Klitmøller, til Loud.

Den seneste arbejdsmiljøundersøgelse fra januar 2020 viste, at 35% af de ansatte på bosteder for voksne med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse havde oplevet vold på deres arbejde.

Samtidig viser en undersøgelse fra Socialpædagogerne fra juni i år, at mere end hver fjerde specialpædagog overvejede at forlade faget.

Og det er et voldsomt problem, der skyldes mange års nedprioritering af området, mener forbundsformand i Socialpædagogernes Landsforening, Benny Andersen.

- Regeringen har udskudt ressourcerne og planen for psykiatrien for mange gange. Konsekvenserne er, at jeg frygter, hvornår der igen sker noget for vores ansatte. Mange steder er der stadig en risiko ved at gå på arbejde, og det er helt urimeligt, siger han til Loud.

Drabet på den 29-årige Yamma Ahamadzai var det sjette drab på en ansat på et af landets bosteder på blot 10 år. Han var alene med den tiltalte, da drabet fandt sted. Og det kendetegner flere af drabsagerne, at drabte var alene med gerningsmanden.

Men det burde slet ikke kunne ske, siger Benny Andersen.

- Det er den væsentligste forudsætning for at undgå overfald. At du ikke bliver bragt i en situation, hvor du skal være alene på arbejdet, når vi ved, at man burde være to, siger Benny Andersen til Loud.

Det er mangel på personale, og særligt uddannet personale, der udgør den største fare for de ansatte i det specialiserede socialområde, mener både Benny Andersen og Torben Klitmøller. Og det kræver, at der bliver tilført langt flere ressourcer end i dag, understreger de.

Astrid Krag er blevet forholdt kritikken, men ønsker ikke at stille op til radiointerview. På skrift svarer hun blandt andet, at regeringen vil tilføje 600 millioner om året til et løft af psykiatrien. Om indsatsen, som hun igangsatte tidligere i år, siger hun:

"Vi har sat en ekstra indsats i gang for at forebygge en gentagelse. Derfor er der bl.a. blevet afsat midler til et særligt indsatsteam, der skal hjælpe botilbud og herberger med at forebygge vold," skriver hun til Loud.

Den indsats kan hverken Torben Klitmøller eller Benny Andersen dog mærke en effekt af.

- Det er et meget lille tiltag for at løse en stor problematik. Det løser ikke noget. Vi har en socialpsykiatri, som er overset både økonomisk og fagligt, og det skaber store problemer for vores medlemmer, siger Torben Klitmøller.

Loud ville gerne have hørt om resultaterne fra det særlige Indsatsteam, som Social- og Ældreministeren henviser til i kommentaren, men det har ikke været muligt at få et interview med Socialstyrelsen.

Fredag indleder Retten i Holbæk sagen mod en 20-årig mand, der er tiltalt for at have dræbt socialpædagogen Yamma Ahamadzai på bostedet Ørbækskilde ved Fårevejle d. 30 december 2020.

GDPR