Selvforstærkende proces rammer fødegangene i hovedstaden: - Det er enormt kritisk

19990330-175502-2-1920x1375we
Antallet af ubesatte jordemoderstillinger i Region Hovedstaden er fordoblet på et halvt år. Aktivistgruppe bag underskriftindsamling spiller formentlig en rolle i den kritiske udvikling, mener en af initiativtagerne.

Sommeren er altid en spidsbelastet periode på fødegangene, men denne sommer har alligevel været travl ud over det sædvanlige i Region Hovedstaden. 

For den normale sommertravlhed er blevet forstærket af, at antallet af ubesatte jordemoderstillinger er fordoblet det seneste halve år. 

1. juli i år havde Region Hovedstaden 55 ubesatte jordemoderstillinger, hvilket er mere end en fordobling siden december 2020. Her var der 27 ubesatte stillinger, fremgår det af tal fra DR. 

Alene i juli måned blev 26 kvinder under begyndende fødsel eller aktiv fødsel sendt til en anden fødselsafdeling end planlagt på grund af travlhed.

LÆS OGSÅ: I 2008 opgav Bent Hansen forhandlinger - nu gør Kühnau det samme

Kombinationen af de ubesatte stillinger i en ferieperiode, hvor mange ansatte er væk, gør det svært at nedbringe travlheden, lyder det fra Region Hovedstaden. 

Udviklingen overrasker dog ikke formand for Jordemoderforeningen, Lis Munk. Men hun kalder den kritisk. 

- De ubesatte stillinger påvirker jo arbejdsmiljøet for de jordemødre, som i forvejen har travlt på fødegangene, og i sidste ende bliver det også vanskeligt at give den fornødne omsorg til de fødende kvinder. Så det er enormt kritisk, siger Lis Munk. 

De 55 ubesatte jordemoderstillinger i Region Hovedstaden mangler til den gældende normering. Og ifølge formanden er den normering i forvejen for lav. Jordemødrene har længe løbet alt for stærkt - også under den nuværende normering.

Underskriftindsamling har skabt fokus på arbejdsvilkår 

Jordemødrene har længe været utilfredse med deres arbejdsvilkår. Men i marts nåede utilfredsheden nye højder. Dengang underskrev mere end en fjerdedel af landets jordemødre et brev om "uanstændige arbejdsvilkår" på fødselsgangene.

Mere end tusinde jordemødre og jordemoderstuderende skrev samtidig under på, at de ikke vil takke ja til nye ansættelser, før politikerne på Christiansborg har lovet dem markant højere løn.

Det er aktivistgruppen 'Jordemødre for ligeløn', der står bag, og en af initiativtagerne, Sofie Korsgaard, mener, at underskriftindsamlingen er en væsentlig årsag til de mange ubesatte jordemoderstillinger i København. 

- Jeg er sikker på, at det har en betydning forstået på den måde, at vi har været med til at skabe en bevidsthed om, hvad det er for nogle forhold, vi siger ja til, når vi går på arbejde. Vi har ikke forsøgt at overbevise kolleger om, at de ikke skal tage jobs, som de gerne vil have. Men vi har sat gang i nogle tanker blandt jordemødre om, hvad vi bør forlange af vores arbejdsgivere, fortæller Sofie Korsgaard. 

- Når nogle siger fra, er de formentlig med til at inspirere andre til at gøre det samme. På den måde er det selvforstærkende, tilføjer hun.

22 nægtede at tage arbejde

Da 38 jordemoderstuderende dimitterede fra Københavns Professionshøjskole i maj, nægtede 22 af dem at takke ja til et job på en af hovedstadens fødeafdelinger, før forholdene bliver bedre. De havde alle underskrevet underskriftindsamlingen fra 'Jordemødre for ligeløn'.

Og Lis Munk erkender, at initiativet nok ikke har hjulpet på manglen på arbejdskraft.

- Underskriftindsamlingen har på ingen måde gjort det bedre, og den bidrager formentlig til udviklingen. Vi er et lille fag, så når 22 nyuddannede vælger ikke at tage et arbejde, så kan det mærkes, siger hun. 

LÆS OGSÅ: Grib ind i strejken nu, Mette Frederiksen

Ifølge hende kan den dog kun forklare toppen af isbjerget på problemerne på regionens fødegange.

- Der er flere årsager til manglen. Man snakker ofte om, at man i hovedstaden skal arbejde mod at rekruttere flere jordemødre. Men man glemmer, at fastholdelsen af jordemødre også kræver en øget indsats, siger Lis Munk.

Flygter fra faget

Mere end hver tredje jordemoder uddannet i 2015 og 2016 har i dag skiftet fødegangen ud med andet arbejde, viser en undersøgelse, som Jordemoderforeningen fik lavet tidligere i år. 

Det skyldes i høj grad forholdene på fødegangene, fortæller Lis Munk. 

- Vi har fået et arbejdsmiljø på de store fødesteder, som jordemødrene vælger fra, fastslår Lis Munk.

Ifølge hende skyldes det dårlige arbejdsmiljø i Region Hovedstaden i høj grad effektiviseringer, som har betydet, at fødeafdelinger i Gentofte, Glostrup og Frederiksberg er blevet lukket, mens fødselstallet samtidig er steget i hovedstaden. 

- Hver gang man har lukket en afdeling, har man forsøgt at effektivisere og spare penge. Men det er sket på bekostning af arbejdsmiljøet, konstatere Lis Munk.

GDPR