A4 Aktuelt
Køb abonnement

Store problemer med livsfarligt arbejdsmiljø på Storstrømsbro-byggeri

15. december 2020 kl. 6.28
Arbejdsforholdene på det offentlige milliardbyggeri har tidligere affødt hård kritik, og i november sidste år blev beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kaldt i samråd om sagen. (Arkivfoto) | Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Arbejdstilsynet har påny sendt en byge af påbud og forbud afsted mod Storstrømsbro-byggeriet, der før har mødt voldsom kritik for livsfarligt arbejdsmiljø.

Byggeriet af Danmarks tredjestørste bro, Storstrømsbroen mellem Sjælland og Falster, er ramt af omfattende problemer med arbejdsmiljøet.

Arbejdstilsynet har hele 140 gange reageret med alvorlige påbud om livsfarligt arbejdsmiljø og brud på arbejdsmiljøloven.

Det viser kontrolrapporter, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.

I indeværende år er Arbejdstilsynet blandt andet rykket ud til en væltet lastbil og har i andre tilfælde vurderet, at medarbejdere på brobyggeriet har været i fare for at dø, pådrage sig knoglebrud og få amputeret legemsdele.

Arbejdsforholdene på det offentlige milliardbyggeri har tidligere affødt hård kritik, og i november sidste år blev beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kaldt i samråd om sagen.

Det har imidlertid ikke vendt udviklingen, og alene i 2020 har Arbejdstilsynet haft 43 reaktioner – otte forbud og 35 strakspåbud – over for entreprenørerne på Storstrømsbroen.

Ifølge Peter Hasle, professor i arbejdsmiljø ved Syddansk Universitet, kan de usædvanligt mange brud på arbejdsmiljøloven i yderste konsekvens koste menneskeliv.

- Det er for dårligt, at der bliver ved med at være så mange problemer, og at Arbejdstilsynet igen må give så mange forbud, strakspåbud og andre reaktioner. Det tyder på, at der ikke er styr på sikkerheden, siger han

Arbejdsmiljøprofessoren mener, at bygherren har et stort ansvar for at gribe ind og sikre ordentlige forhold for medarbejderne på brobyggeriet.

Det er Vejdirektoratet, der er bygherre på Storstrømsbroen, og her igangsatte man allerede i november 2019 et skærpet tilsyn med sikkerheden på milliardbyggeriet.

Siden det italienske konsortium Storstrøm Bridge Joint Venture (SBJV) i 2017 vandt milliardkontrakten på Storstrømsbroen, har Vejdirektoratet haft travlt med at håndtere sager om korruption, konkurs og livsfarligt arbejdsmiljø hos de tre underliggende byggeselskaber.

Det er blandt de italienske entreprenører på Storstrømsbro-byggeriet, at Arbejdstilsynet har fundet de mest alvorlige brud på arbejdsmiljøloven.

I et af firmaerne har de ansatte arbejdet på ufremkommelige stilladser og betondæk, hvor de ifølge Arbejdstilsynet har været i overhængende fare for at styrte flere meter ned på opragende metaldele.

“Risiko for knoglebrud og død”, lyder vurderingen fra Arbejdstilsynets tilsynsførende.

Andre sager handler om defekt eller forkert monteret udstyr på byggepladsen.

Blandt andet en el-tavle, der ligger på jorden og ikke er beskyttet mod vand og regn, så bygningsarbejderne risikerer at få elektrisk stød.

Og en stor maskine til at klippe og bukke jern, hvor afbryderkontakten er defekt, mens de ansatte har fri adgang til den kraftige jernsaks.

I marts måtte Arbejdstilsynet rykke ud, da en lastbil med en såkaldt tiptrailer var væltet ind over en anden lastbil, da de to lastbiler havde været ved at aflæsse tung last i kraftigt blæsevejr.

Palle Bisgaard, der er næstformand i fagforbundet 3F's byggegruppe, som organiserer landets bygningsarbejdere, er rystet over forholdene.

- Det er beskæmmende, at et dansk infrastrukturbyggeri kan foregå under et så katastrofalt arbejdsmiljø. Og ikke mindst, at det kan fortsætte, efter der har været stort fokus på sagen. Jeg er rigtig bekymret på vegne af de bygningsarbejdere, der skal arbejde under de forhold, siger han.

Hos Vejdirektoratet ærgrer projektchef Niels Gottlieb sig over udviklingen på det store brobyggeri.

- Det er klart utilfredsstillende. Vi vægter i Vejdirektoratet sikkerheden på vores byggepladser meget højt og har en målsætning om at skabe arbejdspladser uden ulykker. Af samme grund strammede vi kraftigt op på tingene, da vi sidste år oplevede en periode, hvor der blev udstedt et højt antal påbud på byggepladsen. Det har hjulpet, og i 2020 er tingene gået væsentligt bedre sammenlignet med 2019, siger han og tilføjer:

- Nu må vi imidlertid konstatere, at der i de sidste par måneder har været en stigning i antallet af reaktioner fra Arbejdstilsynet. Det skal vi naturligvis have rettet op på, lyder det i et svar på mail.

Niels Gottlieb forklarer videre, at der nu er blevet ansat endnu en arbejdsmiljøkonsulent, som skal gennemgå og sikre alle stilladser på byggepladsen.

Byggeriet af Danmarks tredjestørste bro begyndte i september 2018, og Storstrømsbroen forventes at stå klar til bil- og togtrafik i 2023.

Det italienske selskab Itinera er i dag det eneste tilbageværende i konsortiet Storstrøm Bridge Joint Venture.

GDPR