
At udføre et arbejde, om det er i kontorstolen eller på byggepladsen, kan give skavanker på kroppen og have konsekvenser for den enkelte på både kort og lang sigt.
For at modvirke og forebygge det, bliver der hver dag sat en masse initiativer i værk rundt omkring på landets arbejdspladser, som er utroligt vigtige for, at mennesker kan have en sund krop, både mens de går på arbejde, og når de engang træder ud af arbejdsmarkedet.
Hvad er Årets TR?
Årets TR er en prisfest, der fejrer stjernerne på arbejdspladsen. A4 Medier kårer Årets tillidsrepræsentant og Årets arbejdsmiljørepræsentant. Derudover er der kåringer inden for en række andre kategorier, herunder Årets sundhedspris. Vinderne bliver valgt af en jury.
Årets TR afholdes af A4 Medier med en lang række sponsorer i ryggen, som man kan læse om her.
De fyrtårne, der virkelig formår at gøre noget ved medarbejdernes sundhed, hylder A4 Medier med Årets sundhedspris.
Prisen uddeles til initiativer, der proaktivt fremmer sundhed på arbejdspladsen, samt til projekter og private eller offentlige virksomheder, der integrerer sundhedsstrategier.
Nu er de tre nominerede udvalgt.
Byg Dig Stærk: Nogle synes, det er pinligt i offentligheden
Seks minutters træning hver dag.
Det er ideen bag projektet Byg Dig Stærk, der er skabt i et samarbejde mellem 3F Bygningsarbejderne Fyn, AMU Fyn og Stærk Balance, og udspringer af et ønske om at føre fagskolernes obligatoriske idræt ud på byggepladserne.
“Det måtte ikke blive lærlingenes problem at få det her igennem på arbejdspladserne,” siger Lars Gregersen, der er faglig sekretær i 3F og står for at føre indsatsen ud på pladserne.
Derfor har projektet udviklet træningsvideoer på maks seks minutter, hvor håndværkere viser øvelser, som det er meningen, at medarbejderne ude på pladsen skal følge hver dag. Lars Gregersen påpeger, at det vigtigste i produktionen af videoerne var, at alle skulle kunne være med.
“Folk synes, det er rigtig fedt, at vi ikke har filmet en fitnessinstruktør, der har fået et par overalls på, der skal prøve at ligne en håndværker,” siger Lars Gregersen.
Og selvom de seks minutter måske ikke lyder af meget, har det en stor effekt, mener Lars Gregersen. Han fremhæver, at de fik respons fra den første gruppe af håndværkere om, at de kunne mærke en forskel allerede efter to uger med træningen. Udbyttet var endda så godt, at de måtte give medarbejderne videoerne med hjem i ferien, fortæller han.
I øjeblikket kører projektet kun for bygningskonstruktører, men Lars Gregersen har et mål om, at det skal spredes ud til hele byggebranchen.
“Jeg drømmer om, at det her bliver den nye normal. Nogle af medarbejderne synes, det er pinligt at lave motion i offentligheden. Men det er jo ikke pinligt at være den, der gør noget. Tænk på, at det ikke føles pinligt at stå og ryge i offentligheden, fordi det er normalt. Jeg håber det bliver normalt at stå og lave squats i offentligheden,” siger Lars Gregersen.
Udover den umiddelbare effekt på kroppen mener Lars Gregersen også, at projektet skaber mere fællesskab ud på arbejdspladserne, ligesom han håber på, at det vil gøre, at flere generelt passer bedre på deres krop i arbejdet.
“Hvis man har stået og lavet øvelser om morgenen, så kan det være, man lige overvejer, om jeg skal flytte den der tunge ting selv. Eller om man i stedet skal kalde på hjælp fra sin kollega,” siger han.
Helle Yde Sørensen og Britt Fredegod Larsen: Alle skal kunne være med
Efter Helle Yde Sørensen og Britt Fredegod Larsen havde taget uddannelsen som aktive arbejdspladsanførere gennem Dansk Firmaidræt, tog de for alvor en beslutning om at gøre noget ved sundheden for dem selv og deres kolleger ved Tinglysningsretten.
“Vi fik øjnene op for, at vi kan gøre meget mere og vise vores kolleger, at man kan prioritere sundhed og bevægelse, selvom man har en travl hverdag,” siger Britt Fredegod Larsen.
Det hele startede med March Mod Ensomheden, hvor de oplevede stor opbakning blandt kollegerne. Og siden da har der ligget aktiviteter i kalenderen fast hver måned, som kollegerne kan deltage i.
Aktiviteterne kan være alt fra en gåtur til en omgang padel.
LÆS OGSÅ: De samler kollegerne og skaber forandring: Her er de nominerede til Årets organiser
“Vi gør meget for at prøve at få alle med. Det er vigtigt, at vi også laver ting, hvor man ikke nødvendigvis skal klæde om og svede helt vildt og i bad bagefter, for at man kan være med,” siger Britt Fredegod Larsen.
Helle Yde Sørensen og Britt Fredegod Larsen er også arbejdsmiljørepræsentanter på deres arbejdsplads, og de har lagt mærke til, at der virkelig er et behov for mere bevægelse i den stillesiddende hverdag, når deres kolleger bøvler med skader og ømhed. Men det er ikke kun den fysiske sundhed, som initiativerne hjælper.
Sammenholdet og den psykologiske tryghed er blevet bedre, mener de.
“Vi er jo en arbejdsplads med et tydeligt hierarki, men når cheferne og lederne også møder op til de her aktiviteter, giver det noget godt. Man kan tale med hinanden på en anden måde,” siger Helle Yde Sørensen.
Ewii: Forbedrer både trivsel, sundhed og effektiviteten
Hos virksomheden Ewii har de i mange år forsøgt på at forbedre medarbejdernes sundhed, og det har ført til, at der i dag er en lang række forskellige initiativer og tiltag i virksomheden.
“I starten handlede det meget om at arrangere aktiviteter efter arbejdstid, og det kan bidrage til fællesskabet. Men vi ville mere med sundheden også som en del af arbejdsdagen,” siger Iben Roldsgaard, der er HR-projektleder hos Ewii.
For at få sundheden ind som en elementær del af hverdagen i virksomheden, har de derfor forsøgt at lave nogle tiltag, der var rettet specifikt mod de forskellige arbejdsfunktioner, da de så, at der ikke kunne laves en model til alle. Kundeservice havde brug for en ting, mens de kørende teknikere kunne have gavn af noget andet.
Et af de tiltag, de har arbejdet med, er to skærmfrie pauser på et kvarter for de medarbejdere, der sidder i kundeserviceafdelingen. Og her så de på resultaterne, at det både forbedrede sundheden og trivslen, men også effektiviteten, selvom medarbejderne har en halv times ekstra pause i løbet af arbejdsdagen.
“Overordnet har målet været at give kollegerne energi til hele livet. Også det, der ligger ud over arbejdet,” siger Iben Roldsgaard.
Samtidig påpeger hun dog også, at tiltagene også er med til at nedbringe sygefraværet og holde de gode kræfter inden for virksomheden. Derfor mener hun også, at noget af det vigtigste, når man vil lave tiltag, der ligger i arbejdstiden, er, at ledelsen kan se, hvorfor det også er en god forretning.
Prisen som Årets sundhedspris er sponsoreret af 3F, og præmien er sponsoreret af Genitor. Årets sundhedspris uddeles 11. november, når A4 Medier afholder fejringsfesten Årets TR i Cirkusbygningen i København.
Køb billetter her: aaretstr.dk/billetter