Sygeplejersker afviser appel fra Mette Frederiksen: Vi har ikke mere tålmodighed

20211108-211435-L-1920x1280we
- Danmark har igen brug for jer, sagde statsminister Mette Frederiksen til sundhedspersonalet på et pressemøde mandag aften. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Sygeplejerskerne har ikke glemt, at regeringen stoppede deres strejke med et lovindgreb. Nu raser de over en appel fra statsministeren.

- Jeg beder jer om, at I yder ikke bare en indsats, for det gør I fuldt ud allerede. Men også en ekstra indsats igen.

Sådan lød beskeden fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag aften om coronasituationen. Men ”sygeplejerskerne har ikke mere tålmodighed”. Det siger Dorthe Boe Danbjørg, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråd (DSR), til TV 2.

- Vi bliver bedt om at gøre en ekstra indsats igen og igen. Sygeplejerskerne har været på overarbejde i 20 måneder, og før det havde vi også et ret presset sundhedsvæsen, hvor sygeplejerskerne har ydet en kæmpe indsats hver eneste dag, lyder det fra næstformanden. 

Sundhedsvæsnet er i forvejen under pres. Der er problemer med at rekruttere nok personale på landets sygehuse. Og sygeplejerskerne har lige været igennem en ti uger lang strejke for bedre løn og arbejdsvilkår, som regeringen afsluttede med et lovindgreb - uden sygeplejerskerne fik, hvad de havde strejket for.

På pressemødet forsøgte statsministeren at italesætte problemerne.

- Jeg ved, at en del af jer er frustrerede. Ikke bare over løn og arbejdsvilkår, men også over den udvikling I mange steder oplever. At der er blevet mindre tid til det, der er det vigtigste, tid med patienter, omsorg og behandling, lød det blandt andet fra Mette Frederiksen. Hun slog dog også fast, at problemerne ikke løses "så hurtigt, som det nogle gange bliver efterspurgt".

Sygeplejersker raser på Facebook

Til Ritzau siger formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen, at mange sygeplejersker føler sig provokeret af Mette Frederiksen.

- Vi har en oplevelse af, at vi i snart to år har været spændt for en vogn, hvor det hele tiden har handlet om lige at give en ekstra skalle, men at vi må konstatere, at vi i sommer i vores konflikt, hvor vi forsøgte at appellere til politikerne om noget hjælp til at få en bedre løn, at der var der ikke rigtig nogen respons, siger hun.

Og i sygeplejerske-grupper på Facebook er vreden til at tage at føle på.

"Står hun og beder os om at tage en ekstra tørn!!!!!!  Nu stopper galskaben!!! Fatter ikke at hun kan holde sig selv ud," skriver en, mens andre spørger, hvor Mette Frederiksen var, da sygeplejerskerne havde brug for hjælp under konflikten. 

GDPR