Arbejdsretten har pålagt sygeplejersker at gå på arbejde - men flere vil fortsætte med at strejke
Sygeplejersker vil fortsætte med arbejdsnedlæggelser. Det fortæller Luca Pristed, der er operationssygeplejerske på Rigshospitalet og talsmand for en gruppe sygeplejersker, der har nedlagt arbejdet i en time ad gangen.
Det sker på trods af, at Arbejdsretten torsdag har pålagt sygeplejerskerne at genoptage arbejdet og holde det normaliseret.
- Vi har tænkt os at fortsætte. Problemet er ikke forsvundet, bare fordi regeringen har lavet et indgreb. Vi bliver ved med at nedlægge arbejdet, indtil problemerne bliver håndteret.
Afgørelsen fra Arbejdsretten kommer ikke som en overraskelse for sygeplejerskerne, fortæller Luca Pristed.
- Vi ved godt, at arbejdsnedlæggelserne er overenskomststridige, og derfor forventede vi, at Arbejdsretten ville bede os genoptage arbejdet på normal vis, siger han.
Der er endnu ikke taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt sygeplejerskerne skal betale bod. Det er blevet udsat til senere behandling.
Og hvis sygeplejerskerne skulle blive idømt en bod, ændrer det ikke noget.
- Selv hvis vi bliver idømt en bod, hvilket vi forventer, stopper arbejdsnedlæggelserne ikke, lyder det fra Luca Pristed.
- Der er faktisk startet en indsamling, så de sygeplejersker, der i fremtiden skulle blive idømt en bøde, kan få hjælp. Og der har været stor opbakning indtil videre.
Ifølge Luca Pristed har sygeplejerskerne fået positive tilkendegivelser fra mange mennesker - også uden for sygeplejefaget.
- Rigtig mange mennesker har vist deres støtte og bakket os op - også folk, der ikke er sygeplejersker. Det sætter vi stor pris på.
Det er dog ikke alle sygeplejerskerne, der ellers har haft nedlagt arbejdet, der har planer om at fortsætte.
Helene Bork Frøkjær er ansat på anæstesiafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Hun har de seneste dage nedlagt arbejdet, men det stopper nu, siger hun til Jyllands-Posten.
- For os var formålet, at vores besked skulle nå til Christiansborg, og der er den jo utvivlsomt nået hen, selv om vi ikke hører noget fra dem. Derfor synes jeg, at vi skal stoppe her. I bund og grund tror jeg slet ikke på det her strejkevåben.
- Vi gjorde det i afmagt, og fordi vi var frustrerede, og fordi vi gerne vil tage ansvar for sundhedsvæsenet. Vi mener simpelthen ikke, at tingene fungerer, som de er nu.
Det er Danske Regioner, som har klaget til Arbejdsretten, efter at sygeplejersker landet over den seneste tid har nedlagt arbejdet i en time ad gangen.
I august greb Folketinget ind med et lovindgreb og afsluttede en ti uger lang strejke blandt sygeplejerskerne, der krævede en højere løn.
Utilfredsheden med regeringsindgrebet førte dog til, at de fleste sygeplejersker hver dag kortvarigt har nedlagt arbejdet.
/ritzau/