
Thomas Bustrup er opsagt som viceadministrerende direktør i Dansk Industri (DI).
Det står klart, efter Retten på Bornholm mandag kendte Thomas Bustrup skyldig i to forhold af spirituskørsel 2. pinsedag 2025, oplyser DI sent mandag i en pressemeddelelse.
Retten idømte ham 20 dages betinget fængsel. I retten kom det desuden frem, at Thomas Bustrup også tidligere er dømt for spirituskørsel.
Og samlet set har det betydet, at Thomas Bustrup altså er blevet opsagt i Dansk Industri.
"Efter dagens sagsfremstilling og dom har vi nu fået det fulde faktuelle overblik over sagens omfang og historik, og jeg har på den baggrund valgt at stoppe samarbejdet med Thomas Bustrup. Hans handlinger er ikke forenelige med DI’s værdier, og vi har ikke længere den nødvendige tillid," siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i DI, i pressemeddelelsen.
DI havde ellers allerede 1. december givet Thomas Bustrup en tjenstlig advarsel til den nu tidligere viceadministrerende direktør. Det skete, efter at det kom frem, at han skulle for retten for spritkørsel.
Men ifølge DI var man på det tidspunkt hverken bekendt med omfanget af spirituskørslen fra 2025 eller den tidligere sag fra 2023. Og i retten mandag er der således kommet oplysninger frem, der har skærpet omstændighederne.
"Det er en dybt alvorlig og trist sag, som vi på alle måder tager afstand fra.," siger Lars Sandahl Sørensen.
Stoppet to gange på en dag
Ud over 20 dages betinget fængsel fik Thomas Bustrup fik i Retten på Bornholm mandag frakendt kørekortet i otte år og en tillægsbøde på 117.000 kroner.
Thomas Bustrup tilstod begge forhold og sagde i retten, at han vil begynde alkoholbehandling.
Han blev stoppet 9. juni i år om eftermiddagen i Rønne, hvor en blodprøve viste en promille på 1,87. Senere samme dag blev Thomas Bustrup stoppet i Kastrup, hvor en ny blodprøve viste en promille på 1,95.
Thomas Bustrup anerkender og accepterer, at han nu står i en situation, hvor han er blevet opsagt.
"Jeg er forfærdelig ked af mine handlinger, som der ikke findes undskyldninger for. Det har selvfølgelig fået konsekvenser i form af dagens dom, og at jeg må forlade DI efter 29 år. Alle dele er jeg virkelig ked af, skønt jeg forstår såvel samfundets dom som DI’s reaktion," siger Thomas Bustrup i DI's pressemeddelelse.
Thomas Bustrup har siden 1996 haft forskellige stillinger i Dansk Industri, hvor han siden 2002 har været chef, direktør og siden juni 2021 viceadministrerende direktør.

















