3F vil have ny trepart om udenlandsk arbejdskraft

20180411-182045-A-1920x1277we1
Jeg tror godt, vi kunne finde en løsning sammen med arbejdsgiverne, siger 3F-formand Per Christensen. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det bør være parterne og ikke politikerne, der forhandler en ny aftale om udenlandsk arbejdskraft på plads.

Sådan lyder det fra formand i 3F Per Christensen i dagens udgave af Børsen.

LÆS OGSÅ: Ekspert: - Ændringer i beløbsordningen forslår som en skrædder i helvede

- Min bekymring er, at man sidder i Finansministeriet lige nu og forhandler en politisk aftale uden at drage parterne ind. Jeg tror godt, vi kunne finde en løsning sammen med arbejdsgiverne, siger han til avisen.

3F-formanden så derfor gerne, at der blev indkaldt til trepartsforhandlinger.

Det er ellers kun tre måneder siden, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne forlod forhandlingsbordet med en aftale. Den åbner ikke for, at der kan hentes mere udenlandsk arbejdskraft til landet ved eksempelvis at sænke beløbsgrænsen, som der ellers har været stort fokus på i den seneste tid, efter Mette Frederiksen åbnede for diskussionen med sin nytårstale. 

Per Christensen understreger, at der ikke skal rykkes ved beløbsgrænsen, men han tror dog stadig på, at der ville kunne nås et kompromis med arbejdsgiverne. Samme optimisme er der ikke i Dansk Arbejdsgiverforening.

- Efterårets aftale blev meget lille, og det skyldtes ikke manglende velvilje fra vores side, kan jeg roligt sige. At forestille sig, at vi nu tre måneder senere skal til at forhandle en ny trepart – så synes jeg hellere, man skal se til det politiske spor, der ligger, og som jo er i gang, siger adm. direktør Jacob Holbraad til Børsen.

GDPR